Politiet skærper regler: Fejlagtigt dna-match udpegede uskyldig

En person blev mistænkt på grund af et stærkt match, som viste sig at være fejlagtigt.

Politiet havde i første omgang foretaget en analyse, der viste et match. En efterfølgende analyse viste dog, at den mistænkte og den undersøgte dna ikke stemte. (© (c) DR)

Politiet skærper reglerne om dna-profiler. Det skyldes, at en person blev mistænkt på grund af et stærkt match, som har vist sig at være fejlagtigt.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Politiet havde i første omgang foretaget en analyse, der viste et match. En mere omfattende og supplerende analyse viste dog efterfølgende, at den mistænkte og den undersøgte dna ikke stemte.

Derfor strammer Rigspolitiet nu retningslinjerne, når politiet via dna-profiler fra indhentede spor foretager en søgning efter en potentiel gerningsmand i dna-profilregistret.

I sagen, hvor man fandt frem til den forkerte mistænkte, havde man nemlig en profil, der var typebestemt efter ti dna-systemer. Denne typebestemmelse blev anvendt frem til 2012.

Efterfølgende viste analysen med det mere avancerede 16-system, at mistanken var ubegrundet.

De nye retningslinjer skal sikre, at en person ikke bliver sigtet for en forbrydelse, hvis der er match efter ti dna-systemer, og at man skal lave den mere avancerede analyse.

Har sendt 'HASTER'-brev til politikredsene

I en skrivelse fra Rigspolitiet til politikredsene, der har overskriften "HASTER", skriver Rigspolitiet, at jo flere dna-profiler, der indgår, desto større bliver risikoen for fejl.

- I takt med at antallet af personprofiler i dna-registret stiger, øges også risikoen for at få et tilfældigt match med en person, der faktisk ikke har afsat dna-sporet. Denne risiko er særligt høj, hvis sporet indeholder få dna-systemer eller er en blandingsprofil, lyder det.

Samtidig opfordres politikredsene i alle sager med dna til at sikre, at der i videst muligt omfang anvendes 16 dna-systemer.

Det gælder både for personprofiler og spor.

Hvad personen var mistænkt for at have gjort, fremgår ikke af politiets pressemeddelelse.

Domstole, advokater og Københavns Universitet er blevet orienteret, fremgår det af pressemeddelelsen.