Politiet skifter ud i ledelsen efter teledataskandale

Direktør for den afdeling, der er ansvarlig for data, er blevet udskiftet.

Fejlene betyder, at over 10.000 sager i øjeblikket gennemgås for at sikre, at uskyldige ikke er blevet dømt. Arkivfoto. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Midt i skandalen om fejlbehæftede teledata skifter Rigspolitiet nu ud i ledelsen. Politidirektør John Vestergaard, der hidtil har haft ansvaret for den afdeling, der har stået for teledata, er blevet flyttet fra sin post.

Hans stilling bliver nu overtaget af politidirektør Lene Frank.

Det bekræfter Rigspolitiet over for DR Nyheder.

- Der er den 19. august sket indlån af politidirektør i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, Lene Frank, til Rigspolitiet, hvor hun midlertidigt vil varetage stillingen som politidirektør i Politiområdet. Politidirektør John Vestergaard vil, ligeledes midlertidigt, varetage en række strategiske projekter i Koncernstyring, oplyser Rigspolitiets presseafdeling.

Rigspolitiet har ikke yderligere kommentarer.

Omrokeringen blev i dag meldt ud til medarbejderne hos Rigspolitiet.

Over 10.000 sager gennemgås

Ledelsesudskiftningen sker samtidig med, at Rigsadvokaten i dag har meldt ud, at teledata den kommende tid ikke længere må bruges i retssager.

Beslutningen kommer, efter Rigspolitiet har gjort Justitsministeriet opmærksom på, at der kan være fejl i de oplysninger, der viser politiet, hvor telemaster er placeret.

Samtidig konstaterer Rigspolitiet også, at der fundet flere forskellige fejl i den rådata, som politiet modtager fra teleselskaberne.

Politiet bruger masternes placering til at sandsynliggøre, hvor i landet en telefon bliver brugt. I mange retssager har det været anvendt som en del af bevisbyrden. Men det værktøj er nu taget midlertidigt ud af brug.

- Det er et skridt, som er meget vidtgående, men som vi tager af hensyn til retssikkerheden, fordi vi alle sammen skal være sikre på, at vi ikke har en situation, hvor uskyldige bliver dømt, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).

Hele teledata-sagen begyndte i juni, hvor det første gang kom frem, at der har været en fejl i politiets it-systemer.

Det betød, at 10.700 sager om alvorlig kriminalitet nu gennemgås, fordi der har været brugt teledata i dem.