Politiet skød 59-årig mand i Odense

Politiet har foretaget afspærringer i Odense. En mand er kommet til skade, efter at politiet har skudt.

I forbindelse med en brand affyrede politiet skud mod en person i Odense onsdag morgen. Et område i Seden blev derefter afspærret. (Foto: Foto: Mathias Øgendal © Ritzau Scanpix)

Politiet har onsdag morgen afgivet skud i forbindelse med en brand i en lejlighed på Hvenekildeløkken i Odense.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet blev kaldt ud til lejligheden klokken otte, hvor anmeldelsen gik på, at det brændte.

Derefter blev der afgivet skud, hvor en person blev ramt.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) undersøger nu sagen. Det gør myndigheden altid, når borgere er blevet ramt af politiets skud.

Ramt i benet

I en pressemeddelelse oplyser DUP, at der er tale om en mand, som blev ramt i benet.

- Politiklagemyndigheden har på baggrund af underretningen straks iværksat en nærmere undersøgelse af episoden og sendt efterforskere til stedet, lyder det i pressemeddelelsen.

DUP har ikke yderligere oplysninger om mandens tilstand. Den sårede er en mand på 59 år, oplyser DUP til Ritzau onsdag eftermiddag.

I øvrigt er myndigheden onsdag ikke i stand til at oplyse, om der blev afgivet et eller flere skud - eller at fortælle om forløbet i øvrigt.

Efterforskerne vil afhøre vidner til episoden, og såfremt der findes relevante videooptagelser, vil også de indgå i undersøgelsen. Også kriminaltekniske undersøgelser er sat i værk, oplyses det hos DUP.

Ingen personer var tilsyneladende til stede i lejligheden, som der opstod brand i.

/ritzau/