Politiet søger vidner efter skuddrab i Rødovre

En 36-årig mand blev lørdag aften dræbt i Rødovre. Gerningsmanden er fortsat på fri fod, oplyser politiet.

Politiet står uden anholdelser efter skuddrabet i Rødovre lørdag aften, der kostede en 36-årig mand livet. (Arkivfoto) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Politiet står uden anholdelser efter skyderiet i Rødovre lørdag aften, der kostede en 36-årig mand livet.

Derfor beder Københavns Vestegns Politi nu offentligheden om hjælp.

En stor mørk bil blev set køre fra Løvevej efter skudepisoden. En lignende bil blev fundet i brand på Stærkendevej i Hedehusene klokken 22.30.

- Vi undersøger aktuelt, om der er en sammenhæng, og vi hører gerne fra vidner, som har set bilen før, under eller efter skudepisoden på Løvevej lørdag aften klokken 21.59, ved Stærkendevej ved 22.30-tiden eller på vejene mellem Rødovre og Hedehusene, siger efterforskningsleder Henrik Hougaard.

Forbindelse til det kriminelle miljø

Politiet arbejder ud fra en teori om, at drabet udspringer af en konflikt i det kriminelle miljø. Efterforskningslederen understreger dog, at efterforskningen er i sin spæde start.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan Københavns Vestegns Politi træffes på telefon 114.

I forbindelse med udrykning til gerningsstedet lørdag aften var en af politiets patruljebiler involveret i et færdselsuheld.

Ingen kom dog til skade.

/ritzau/

Facebook
Twitter