Christiania

Politiet standser togene mod Sverige

Københavns Politi bad kort før midnat DSB om at indstille togene mellem lufthavnen i Kastrup og Hyllie Station. Der er indsat togbusser.

DSB ved endnu ikke, hvor lang tid togene vil holde stille. (Foto: Christian Bjergløk Jørgensen © DR København)

Togene holder i øjeblikket stille mellem Københavns Lufthavn i Kastrup og Hyllie Station i Sverige.

Kort før midnat bad Københavns Politi DSB om at indstille togtrafikken fra København over Øresund.

Ifølge DSB's hjemmeside skyldes standsningen politiets arbejde, men de kan ikke give nærmere detaljer om årsagen.

DSB ved endnu ikke, hvor lang tid togene vil holde stille, men der er nu indsat togbusser fra Kastrup Lufthavn til Malmø.

Ramt i hovedet og i benet

Sent onsdag aften blev to betjente og en civil skudt og såret på Christianshavn i København.

Skuddene faldt under politiets rutinemæssige arbejde på Christiania, skriver Københavns Politi på Twitter.

Én af betjentene er ramt i hovedet, mens den anden betjent er blevet skudt i benet. Den civile er skudt i låret og ikke af politiet.

Københavns Politi vil ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om skyderierne til DR Nyheder. Ifølge politiet er der tale om en krisesituation.

De pårørende til betjentene er blevet underrettet, oplyser Københavns Politi på Twitter.

Facebook
Twitter