Politiet taknemlige for vidner i Nedim Yasar-sag

Efterforskere har fået flere henvendelser i sagen om skuddræbt forhenværende bandeleder.

Blomster og hilsner på Hejrevej, hvor Nedim Yasar blev skudt tidligere på ugen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Familie og efterladte til den skuddræbte Nedim Yasar kan nu begynde at forberede begravelsen. Politiet frigiver fredag liget af den tidligere bandeleder, der mandag aften blev skudt kort efter sin egen bogreception.

Nedim Yasar døde tirsdag af sine kvæstelser. Det var tidligere meningen, at Nedim Yasar skulle have været begravet fredag, men familien måtte udskyde ceremonien af ukendte årsager.

Flere vidner har henvendt sig

Ifølge politiinspektør Torben Svarrer fra Københavns Politi bliver liget frigivet i dag. Han oplyser også, at flere vidner til skudepisoden på Hejrevej i Københavns nordvestkvarter nu har meldt sig.

- Vi har fået flere henvendelser, hvilket vi naturligvis er taknemmelige for. Jeg kan dog ikke gå i detaljer med indholdet af de henvendelser, vi har fået, skriver politiinspektør Torben Svarrer.

Forhenværende bandeleder

Den 31-årige Nedim Yasar var for nogle år siden leder af banden Los Guerreros, der var en støttegruppe til Bandidos på den københavnske vestegn.

Det lykkedes ham at slippe ud af bandemiljøet og begynde et nyt liv. Blandt andet som radiovært på Radio24syv.

Sammen med journalist Marie Louise Toksvig skrev han den selvbiografiske bog ‘Rødder’. Det var den udgivelse, han fejrede ved bogreceptionen mandag aften.

Drabsvåben fortsat ukendt

Ifølge politiet affyrede en sortklædt person efterfølgende mindst to skud mod Nedim Yasar, der senere døde af sine kvæstelser.

Ifølge politiinspektør Torben Svarrer har man endnu ikke fastslået, præcist hvilket skydevåben der blev brugt til drabet.