Politiet til corona-bekymrede: Ring til hotline - ikke vagtlægen

Rigspolitiet beder bekymrede borgere om at ringe til ny coronahotline i stedet for at ringe til vagtlægen.

I alt 27 personer er smittet med coronavirus i Danmark. (Foto: Henning Bagger /Scanpix © Ritzau Scanpix)

Vagtlægernes telefoner rundt i landet kimes ned af borgere, der har spørgsmål om coronavirusset, der den seneste uge har gjort sit indtog i Danmark. 27 danskere er smittet.

Vagtlægerne kan ikke følge med. Derfor beder Rigspolitiet nu raske borgere, der har spørgsmål om coronavirus, om at kontakte Sundhedsstyrelsens nyligt oprettede coronahotline på nummeret 70 20 02 33.

John Jensen, der er vicepolitiinspektør i Rigspolitiet og stabschef i Den Nationale Operative Stab, fortæller, at vagtlægen i Region Hovedstaden på nummeret 1813 i går fik 462 opkald om coronavirus.

De fleste var generelle spørgsmål fra ikke-syge personer. Sundhedsstyrelsens nyoprettede coronahotline fik blot 204 opkald om virusset fra fredag klokken 19.30 til lørdag morgen.

- Det seneste døgn har vist, at presset på 1813 er for stort. Borgere med generelle spørgsmål skulle gerne over på hotlinen. Den giver generel rådgivning, og det er også det, som de fleste søger, siger John Jensen.

Han understreger, at syge personer stadig skal ringe til vagtlægen.

Er man bekymret for coronavirusset, kan man også orientere sig på siden coronasmitte.dk, hvilket John Jensen anbefaler.

Tager plads fra personer, der skal have hjælp

De mange opkald til vagtlægen med generelle spørgsmål om coronavirus tager plads fra de personer, der har brug for hjælp, siger vicepolitiinspektøren.

- På sigt kan man sige, at når de personer, der skal have generel vejledning, bruger 1813, så bliver køen på telefonen enormt stor for dem, som virkelig skal igennem med noget sundhedsfagligt, siger han.

Den Nationale Operative Stab bruges, når der opstår større kriser og hændelser i Danmark.

Staben skal i sådanne situationer sikre samarbejde og koordinering mellem myndighederne.

I øjeblikket arbejdes der på at rulle mobile klinikker ud flere steder i landet, hvor man kan få en hurtig podning for coronavirus.

Overlæge fra Statens Serum Institut Tyra Grove Krause vurderer, at virusset er kommet for at blive og især vil optræde i vinterhalvåret.

Selv om det ifølge hendes vurdering er sandsynligt, at langt de fleste danskere bliver smittet på et tidspunkt, gælder det om at begrænse smitten mest muligt, siger hun.

/ritzau/

Facebook
Twitter