Politiet undersøger terror-T-shirts

Et tøjfirmas salg af T-shirts til støtte for to organisationer på EU's terrorliste fører til, at Københavns Politi undersøger, om terrorloven er overtrådt.

T-shirt solgt til støtte for den colombianske oprørsbevægelse FARC, der er på EU's terrorliste. (© Pressebillede fra Fightersandlovers)

Københavns Politi undersøger nu, om det danske tøjfirma Fighters and Lovers har overtrådt terrorlovgivningen ved at sælge T-shirts til støtte for organisationerne FARC i Colombia og PFLP i Palæstina. Begge organisationer står på EU's terrorliste.

Justitsminister Lene Espersen oplyste i dag i Folketingets spørgetid, at undersøgelsen skal fastslå, om "der er grundlag for at rejse sigtelser i sagen".

Bevisbyrde at løfte

- Det afgørende for regeringen er, at lovgivningen er helt klar på dette område, og at politiet så følger op på tingene og undersøger, om gældende lovgivning bliver overtrådt af en flere eller flere personer. Og det er præcist det, som Københavns Politi er i færd med at undersøge. Men det er ingen hemmelighed, at det stadig er sådan, at vi lever i en retsstat, hvor der er en bevisbyrde at løfte for politiet. Og at det nogle gange kan være vanskeligt at tilvejebringe disse beviser, sagde Lene Espersen.

Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, efterlyste en hurtigere reaktion fra myndighederne.

- Det udfordrer vores terrorlovgivning, for den er strikket sådan sammen, at det ikke blot er ulovligt at udføre terror - men også økonomisk at støtte terrororganisationer. Det er vigtigt at reagere, hvis man mener noget med vores terrorlovgivning, sagde Peter Skaarup.

Støtter med fem euro

Fighters and Lovers yder et direkte støttebeløb til de to organisationer på fem euro per solgt T-shirt, og det er i strid med dansk terrorlovgivning. Den tillader ikke støtte til organisationer, der er opført på EU's terrorliste.

Colombias regering har sendt en protestskrivelse til den danske regering, ligesom landets ambassadør i Danmark, Carlos Holmes, er blevet bedt om at få regeringen til at undersøge det omstridte tøjsalg.

FARC er berygtet for sine mange bortførelser og narkovirksomhed. I den mest opsigtvækkende sag har en fremtrædende colombiansk politiker, Ingrid Betancourt, været holdt som fange i over 1400 dage.

Peter Skaarup vil nu bede udenrigsminister Per Stig Møller redegøre for den colombianske henvendelse.

Facebook
Twitter