Politiet undersøgte efterladt pakke: Viser sig at være en beholder med batterier

Nytorv i København har i dag været spærret helt af, efter der blev fundet en mistænkelig pakke.

Rullemarie var i aktion tidligere i dag, da politiet rykkede massivt ud til falsk bombealarm. (© dr)

Politiet rykkede i dag ud til en falsk bombealarm på Nytorv i det centrale København.

Det skete efter en borger anmeldte en mistænkelig pakke kort efter kl. 13.30. Pakken var efterladt ved en opgang tæt på Københavns Byret.

Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste kom også til stedet med bomberydderen Rullemarie, og de skød på pakken, som viste sig at være en form for plastikbeholder med batterier.

Umiddelbart er der ikke noget mistænkeligt ved det indhold, oplyser Københavns Politi til DR Nyheder.

Hele Nytorv i det centrale København var afspærret, mens politiet undersøgte pakken.

Afspærringen er ophævet igen.

Facebook
Twitter