Politiet undersøger eksplosion i tatoveringsbutik i Valby

Eksplosionen skete omkring klokken 01.30, og politiet efterlyser vidner.

Københavns Politi undersøger en eksplosion i en tatoveringsbutik i Valby.

Det oplyser Københavns Politi klokken 02.23 natten til i dag.

- Vi har fået tre anmeldelser, og en af dem fra en chokeret overbo. Nu skal vi i gang med kriminaltekniske undersøgelse for at se, hvad der er sket, siger vagtchef Leif Hansen.

Lidt efter klokken fem her til morgen oplyser politiet til Ritzau, at man mener, der er tale om en 'bevidst handling.'

- Vi kan udelukke, at det er en gaseksplosion. Alt tyder på, at eksplosionen er sket som følge af en bevidst handling, siger Leif Hansen.

Butikken med navnet Art Factory Tattoo ligger på Lyshøjgårdsvej 57 i Valby. Butikken har adresse i stuen i en lejlighedsbygning med fire etager.

Eksplosionen har sprængt glasruderne i butikken i stykker, men murene står intakt. Der er heller ingen skader på lejlighederne over butikken.

På billeder kan man se, at døren ind til butikken samt butikkens rude ud til vejen er sprængt i stykker.

Ingen er kommet til skade i ulykken, oplyser politiet.

  • Art Factory Tattoo her til morgen.
  • Klokken 01:35 går der en alarm på stedet, og politiet modtager tre anmeldelser.
  • Butikken med navnet Art Factory Tattoo ligger på Lyshøjgårdsvej 57 i Valby i København.
  • Eksplosionen har sprængt glasruderne i butikken i stykker, men murene står intakt.
1 / 4

På Facebook skriver ejeren af Art Factory Tatoo Valby Station om hændelsen.

- Det er rystende og helt ufatteligt, da jeg ikke har noget udestående med nogen, skriver Hans og fortsætter:

- Jeg har dagligt været på adressen, hvis der var nogen, som ønskede at konfrontere mig, men det har åbenbart ikke været hensigten, men udelukkende for at lave hærværk.

Eksplosionen skete omkring klokken 01.30, og politiet efterlyser vidner, der var i området på det tidspunkt.

Kan den her eksplosion kædes sammen med de mange eksplosioner sidste år?

- Nej, det kan vi ikke sige noget om. Det er alt for tidligt. Vi er i gang med en forholdsvis omfattende efterforskning, som går i mange retninger. Indtil vi har et resultat, kan vi ikke sige noget, om der er sammenhæng til andre tilsvarende episoder, fortæller vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, Jesper Bangsgaard, da DR Nyheder taler med ham senere på morgenen.

/DR Nyheder/