Politiet undersøger video i jagten efterladte børns forældre

Lille pige og lille dreng blev lørdag efterladt på travl Aarhus-gade. De har efter omstændighederne det godt.

Børnene blev fundet her på Park Allé centralt i Aarhus. (Foto: Claus Bonnerup © Claus Bonnerup)

Der er fortsat ikke mange spor at gå efter for politiet i jagten på forældre eller andre pårørende til en lille pige på cirka et år og en lille dreng på mellem to år tre år, der lørdag blev efterladt alene i Aarhus' midtby.

Søndag morgen arbejder Østjyllands Politi også fortsat på at identificere de to børn, som blev fundet af en tilfældig forbipasserende.

- Vi ved ikke meget om dem eller deres oprindelse. Vi forsøger at spore os ind på deres etnicitet, så vi måske kan få en tolk ud, siger vagtchef Martin Christensen.

- Derudover kigger vi massivt overvågning igennem. Det er for eksempel video fra butikker i området. Vi vil også meget gerne høre fra forældrene eller borgere, der har set børnene, siger han videre.

Park Allé løber fra Rådhuspladsen til Banegårdspladsen i Aarhus. Mange busruter kører her, så gaden er travlt befærdet.

Forældre forsvundet

Pigen sad i en klapvogn, mens drengen stod ved siden af.

De blev opdaget af en person, som siden ventede med børnene i cirka en halv time. Men da ingen dukkede op for at hente børnene, slog vedkommende alarm til politiet.

Da betjente ankom til stedet, blev nærtliggende restauranter og forretninger tjekket i et forsøg på at finde forældrene til de efterladte børn.

Da det ikke bar frugt, tog betjentene de to børn med på stationen.

- Børnene har det godt, og de er i trygge hænder hos de sociale myndigheder, siger Martin Christensen.

- På et tidspunkt skal vi nok finde forældrene eller pårørende, og det bliver forhåbentlig snart, siger han.

Får næppe traumer

Psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet sigter til Ritzau, at de to børn formentlig undgår psykiske traumer.

- Børn, der er så små, har svært ved at forstå situationen.

- Hvordan det kommer til at belaste børnene, at de er blevet forladt, afhænger en del af deres opvækst inden. Men som regel vil så små børn, hvis de bliver mødt med omsorg og varme fra de nye omsorgspersoner, ikke være påvirket væsentligt af det fremover, siger Kuno Sørensen.

Pigen var ifølge politiet iført sorte støvler, blå jeans, blå jakke med små hvide prikker og en blå hue. Drengen havde grønne støvler, bordeaux bukser og en mørk jakke på.

Begge har sort hår og er mørklødede. Politiet har tidligere oplyst, at de formentlig har østeuropæiske rødder. Drengen har et sprog, men det er ikke et, politiet genkender.

/ritzau/

Facebook
Twitter