Da den kinesiske præsident Hu Jintaos var på besøg i København 15. juni sidste år fik flere demonstranter taget deres tibetanske flag af danske politibetjente.
Det oplyser Københavns Politi i et svar til Justitsministeriet, som justitsminister Morten Bødskov har sendt videre til Folketingets retsudvalg.
Politiet undersøgte kort tid efter besøget, om ledende politifolk gav demonstranter besked om, at de ikke måtte anvende flag eller bannere, men dette har på intet tidspunkt været på tale, skrev Københavns Politi til Justitsministeriet.
2-4 flag på politistation
Ministeriet sendte oplysninger videre til Folketingets retsudvalg, og benægtelsen blev gentaget ved et efterfølgende samråd 16. august sidste år.
Tre personer klagede dog til Statsadvokaten over, at Københavns Politi havde taget deres tibetanske flag på Højbro Plads og samtidig afvist at bringe fratagelsen af flagene for retten.
Under klagesagen fandt politiet ud af, at flere personer rent faktisk fik taget deres flag af politiet under det kinesiske statsbesøg i 2012. Personale på Station Amager så nemlig to til fire tibetanske flag på politistationen efter besøget.
Forstyrrer offentlig orden
Flagene blev taget fra demonstranterne på baggrund af en bestemmelse i politiloven, der giver ordensmagten mulighed for at tage genstande med henblik på at afværge fare for forstyrrelse af den offentlig orden samt fare for enkeltpersoners sikkerhed.
Tibets nationalflag har i praksis været forbudt i Kina, siden kinesisk militær tiltvang sig den endelige magt i Tibet i 1959. Besiddelse af flaget kan medføre fængselsstraffe på flere år. Det er dog fuldt ud lovligt i Danmark.
/ritzau/