Politiets overarbejde hober sig op under coronakrisen

Politiet har været på ekstra overarbejde trods færre indbrud og mindre natteliv.

Ekstra patruljering i forbindelse med corona-nedlukningen har kostet betjente fridage. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Hvis man som politibetjent havde forventet at kunne bruge coronakrisen til at få afviklet nogle fridage og afspadseringstimer, står man tilbage med en lang næse.

For selvom nedlukningen af det danske samfund har betydet, at der ikke har været optøjer i forbindelse med fodboldkampe, intet natteliv med ballade og færre indbrud, har overarbejdet for landets betjente hobet sig op.

Det viser en

aktindsigt
i udviklingen af tilgodehavende frihed for polititjenestemænd i landets
politikredse
.

Tallet er kun vokset i marts og april, hvor landet har været lukket ned.

I april 2020 havde tjenestemændene tilgodehavende frihed, der løber op i samlet 1.127.021 timer. Det er 100.000 flere timer end i januar 2020.

Det skyldes ifølge chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi Claus Hilborg, at betjentene har brugt mange timer på "tryghedsskabende patruljering" med betjente, der har været rundt på gader og stræder under coronakrisen.

- Det er klart, at når vi sætter flere patruljer på end normalt, er der også flere, der skal arbejde. Så vi har ikke gået og holdt fri her i covid-perioden. Tværtimod, siger Claus Hilborg.

- Det gør så, at de ikke kan afspadsere. Den normale afvikling af afspadsering finder så ikke sted, når de er på arbejde, tilføjer han.

Den manglende afspadsering giver da også udslag i antallet af afspadseringstimer, som landets betjente nu har optjent.

Håber på lidt frihed over sommeren

Den ekstra patruljering, der har skullet sikre, at danskerne overholder retningslinjerne under coronakrisen, er ifølge Claus Oxfeldt, formand i

Politiforbundet
, også hovedårsag til den ekstra afspadsering.

Han fremhæver episoder på Islands Brygge i København og ved Lakolk Butikscenter på Rømø, hvor mange mennesker forsamlede sig tidligere på foråret, og andre episoder i resten af landet, hvor politiet senere har udstedt opholdsforbud.

- Det har bestemt betydet, at der er akkumuleret mere frihed. Det gjorde, at politiet øgede patruljering og brugte rigtig, rigtig mange ressourcer i et par uger.

- Det er klart, at det kan ses, siger han.

  • Politiet i Hirtshals kontrollerer adgangen til Danmark ved færgen fra Norge, da grænserne lukkede midt i marts (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • Politipatrulje i gågaden i Hobro. Betjentene sikrer sig, at butikkerne har de rigtige skilte med advarsler om corona i døren og håndsprit i butikken. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • Betjente fra Nordjyllands Politi på patrulje i gågaden i Aalborg sidst i april, da butikkerne åbnede igen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • Fjordparken i Aalborg. Politifolk overvåger, at forsamlingsforbuddet overholdes. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • Udendørs fitness maskiner er blevet spærret af af politiet i park Aalborg midt i marts. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
1 / 5

Claus Oxfeldt håber, at en sommer uden festivaler og uden tilskuere til fodboldkampe vil betyde, at betjentene kan få afviklet noget af den optjente frihed.

- Hvis folk kan opføre sig ordentligt hen over sommeren – her tænker jeg på de hardcore kriminelle – er der da et håb om, at politiet kan afvikle lidt mere frihed end normalt, siger han.

Grænseåbning kan have betydning

Men den mulighed kommer også helt an på, hvad der bliver besluttet på

Christiansborg
i forbindelse med genåbningen af samfundet, hvor særligt grænserne er en varm kartoffel.

- Det er spændende at se, hvordan det får betydning for politiet. Det kan være i forhold til grænserne og grænsekontrol, siger han.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi forbereder man sig imidlertid ikke på, at puklen kan afvikles i løbet af de første måneder.

- Vi er nok nødt til at forudse, at der fortsat er ekstra patruljer på gaden for at sørge for, at de her sundhedsfaglige anbefalinger bliver overholdt. Vi kører også større efterforskninger, der skal afsluttes.

- Og så står vi står overfor en sommerferie, men når vi kommer over på den anden side af sommerferien, skulle vi gerne have gang i afspadseringen. Det er vores klare mål, siger Claus Hilborg.