Politiets teori: Drabsoffer i Hadsund var tilfældigt

40-årig kvinde fra Viborg blev dræbt med kniv. Liget blev fundet i garage i Hadsund. Politi søger vidner.

Sagen om en 40-årig kvindes død i Hadsund indebærer en omfattende efterforskning, oplyser politiet.

Kvinden, der var fra Viborg, blev dræbt med en kniv, og den formodede gerningsmand forsøgte også at partere liget, mener politiet.

De to mødtes tilfældigt på værtshuset Jagtstuen på Storegade lidt efter midnat natten til søndag, oplyser vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi.

- Der er ikke noget, der tyder på, at der har været et forudgående kendskab mellem parterne, siger han i en pressemeddelelse.

Manden, der er 28 år, og kvinden forlod værtshuset lidt efter klokken et. I den forbindelse efterlyses vidner, der så dem, eller som har oplysninger i øvrigt.

Opdaget i garage

Liget af kvinden blev opdaget i en garage på Nørregade, og tidligt søndag morgen blev den 28-årige anholdt i sagen.

Senere søndag besluttede en dommer i Aalborg at varetægtsfængsle manden, der i øvrigt også skal mentalundersøges.

Nu står politiet foran flere forskellige slags undersøgelser, lyder det fra vicepolitiinspektør Frank Olsen.

- Vores tekniske undersøgelser fortsætter i dag. Derfor vil man se meget politi i og omkring Hadsund i den kommende tid, siger han i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter