Politifolk om chikane: Det gør os rasende

Det er vanvittigt, at der i gennemsnit er fire sager dagligt, hvor betjente bliver truet, slået eller chikaneret, mener Politiforbundet.

Claus Oxfeldt er fortørnet over en ny rapport, der viser, at der sker omfattende chikane, vold og trusler mod danske politibetjente. (© DR)

Politibetjentenes fagformand Claus Oxfeldt havde godt på fornemmelsen, at den daglige chikane af hans medlemmer var omfattende.

Alligevel overrasker det ham, at den er så omfattende.

- Jeg synes, at det er skræmmende højt. Det er fuldstændig vanvittigt.

Fire sager om dagen

En ny rapport som Rigspolitiet har lavet i samarbejde med Politiforbundet viser, at der på halvandet år har været 2.381 sager, hvor ansatte i politiet eller anklagemyndigheden er blevet truet, udsat for vold eller på anden måde er blevet chikaneret.

Det svarer i gennemsnit til, at der er fire sager, hvor politibetjente bliver forulempet om dagen. Rapporten bygger på registrering af sager i perioden 2012 til 1. juli 2013.

- Det gør mig rasende - det er 2381 sager for meget. Det her må være startskuddet til, at nu skal det her vanvid stoppe. Denne her hetz mod politifolk og deres familier, det kan simpelthen ikke være rimeligt, siger Claus Oxfeldt.

Tallene vidner om et holdningsskred i befolkningen, men han.

- Det fortæller, at respekten for myndighedspersoner - herunder dem, der er ansat i politiet - er i frit fald, og det, synes jeg, er skræmmende.

Tålekultur i politiet

Raporten konkluderer, at politi og anklagemyndighed har de lovgivningsmæssige værktøjer, der skal til for at straffe kriminelle, der angriber betjentene.

Claus Oxfeldts mener derfor, at det er en bredere samfundsdebat, der skal til for at løse problemet.

- Vi må erkende, at der nok er indsneget sig en vis kultur i politiet, hvor mange politifolk går rundt med den opfattelse, at når man er ansat i politiet, må man tåle en vis form for chikane, siger han og opfordrer politibetjentene til at melde alt.

- Der er ingen sager, der er for små til at få registreret.

Kriminelle forsøger at påvirke

Rapporten har både kortlagt de sager, hvor politibetjente bliver svinet til, overfaldet eller på anden måde chikaneret, når de er i uniform, og når de har fri fra arbejde.

Størstedelen af overgrebene foregår, mens betjentene er i uniform, men der er også registreret 54 sager, hvor betjente er blevet forulempet i deres fritid.

Rapporten viser, at gerningsmanden typisk kender politibetjenten, når han eller hun generer betjenten i fritiden.

Ofte er der tale om psykisk terror, der foregår ved en intimiderende markering fra den kriminelle med det formål at påvirke politibetjenten, der måske efterforsker den kriminelle.

Politiforbundet kender blandt andet til et eksempel, hvor en betjent oplevede, at en kriminel, som han lavede efterforskning imod, mødte op ved hans barns børnehave.

Han sagde ikke noget, men stod der bare som en markering.

Intimiderende chikane i fritiden

Der findes også eksempler på sager, hvor politibetjentes kærester eller børn er blevet chikaneret.

Sagerne om overgreb i fritiden bliver ofte oplevet som ekstra belastende for politibetjentene.

- Chikane er aldrig acceptabelt, men det rammer medarbejderne særligt hårdt, hvis det sker i deres fritid - eller hvis det går ud over deres kæreste, børn eller familie, siger leder af Lokalpolitiet i Østjylland, Jan Andersen.

Særligt i Østjyllands Politi har der været mange sager, hvor politibetjente er blevet overfaldet, truet og chikaneret.

En kvindelig betjent blev presset til at køre i grøften af en bil med unge i, da hun kørte hjem fra arbejde.

I et andet tilfælde gik en mandlig betjent på gågaden i Aarhus med sin kone, da en gruppe unge svinede konen til ved at kalde hende for 'luder' og andre ukvemsord.

Prop i antallet af sager

Der har desuden været flere episoder i det sociale boligbyggeri Gellerup.

Episoderne har fået Østjyllands Politi til at tage forebyggende samtaler i brug over for de unge.

- Vi tager ud til dem, og gør dem det klart, hvor alvorligt det er, det de er i gang med - og hvad det har af konsekvenser. Det har vist sig at have en effekt, siger Jan Andersen.

Østjyllands Politi har oplevet en nedgang i antallet af sager siden 2012.