Tema Politimand dræbt af skud

Politiforbundet: 2015 og 2016 har været to forfærdelige år for dansk politi

- Vores største tanker går selvfølgelig til hans pårørende og efterladte, siger formanden for Politiforbundet.

- 2015 og 2016 har jo været to forfærdelige år for dansk politi, hvor vi har haft en del skyderier mod politiet, siger Claus Oxfeldt. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Klokken 14.18 blev en 43-årig betjent erklæret død på Rigshospitalet. Beskeden har udløst landesorg blandt de danske betjente.

- Vi er i dyb sorg, og vores største tanker går selvfølgelig til hans pårørende og efterladte. Men selvfølgelig også til de nærmeste kolleger. Hele dansk politi er i sorg efter denne nyhed, siger Claus Oxfeldt, der er formand for Politiforbundet til DR Nyheder.

Politimand dræbt af skud

6. december blev en 43-årig betjent skudt i hovedet foran politistationen i Albertslund. Dagen efter blev han erklæret død på Rigshospitalet. En 26-årig mand er anholdt og sigtet for drabet.

Gå til tema

Nedskydningen af betjenten fandt sted i går morges ved politigården i Albertslund. Det er den syvende skudepisode de seneste knap to år i Storkøbenhavn, hvor en eller flere betjente har været målet. Episoden kommer godt tre måneder efter skyderiet på Christiania, hvor to betjente blev ramt af skud.

- Det er jo ikke mange måneder siden, at alle politifolk måtte hjem og kigge deres familier i øjnene i forbindelse med Christiania-skyderiet og tale om, hvorvidt det her arbejde er blevet for farligt, konstaterer Claus Oxfeldt og understreger:

- 2015 og 2016 har jo været to forfærdelige år for dansk politi, hvor vi har haft en del skyderier mod politiet. Og det er lige hårdt hver gang.

De seneste års skudepisoder har i flere omgange resulteret i en debat om, hvorvidt betjentenes sikkerhed er god nok. Om de har det udstyr, der skal til, og om de er godt nok rustet rent uddannelsesmæssigt til at håndtere skudepisoder.

Her maner Claus Oxfeldt dog til besindighed.

- Det er også vigtigt, at vores reaktioner ikke bliver til overreaktioner, så vi går i panik og kræver, at vi nu skal have øget sikkerheden maksimalt. Det er vigtigt, at vi nu tænker os godt om, så vi også fortsat kan have et politi, der er i øjenhøjde med befolkningen, siger formanden for Politiforbundet.