Politiforbundet: Lad os få en afstemning om Europol

Dansk politis arbejde bliver meget vanskeligere, hvis ikke vi er medlem af Europol, lyder det fra Politiforbundet.

For Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, er der ingen tvivl om, at dansk politis arbejde bliver vanskeligere, hvis Danmark ikke længere er medlem af Europol. (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, Scanpix)

Europol spiller en vigtig rolle for dansk politis bekæmpelse af rocker- og bandekriminaliteten, og det vil derfor være en stor udfordring for politiet, hvis ikke Danmark er medlem af Europol efter maj 2017.

Det advarer chefen for Nationalt Efterforskningscenter (NEC) under Rigspolitiet, Michael Kjeldgaard, om i dagens Jyllands-Posten.

En udmelding, som på ingen måde overrasker formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt.

- Det har vi også advaret imod fra Politiforbundets side. Vi var bekymrede for folkeafstemningen den 3. december, fordi det kunne få den konsekvens, at dansk politi ikke længere var medlem af Europol, forklarer han.

900 kolleger i Haag

Det er dog ikke kun bande- og rockerkriminaliteten, som bliver sværere for politiet at komme til livs uden Europol, forklarer Claus Oxfeldt. Det er alle former for grænseoverskridende kriminalitet, der bliver sværere at håndtere, fordi mere og mere koordineres gennem Europol.

- Der sidder 900 politifolk i Haag, som koordinerer og kender hinanden på et eller andet niveau. Som kan gå ind på et kontor ved siden af og sige; kender I noget til den situation eller person, forklarer han.

- Der er altså en verden til forskel på dét, og så at skulle ringe til et fremmed lands politi, møde én man ikke kender og ikke har samarbejdet tidligere og så forsøge at koordinere nogle indsatser.

Derfor har Claus Oxfeldt også en klar opfordring til politikerne.

- Min personlige opfordring vil være, at de – som de lovede – lavede en afstemning alene omkring Europol, for jeg synes, det er ærgerligt for Danmark, hvis vi ikke har mulighed for at være en del af Europol.

Sagen kort

  • Under debatterne omkring folkeafstemningen om retsforbeholdet pegede samtlige nej-partier på muligheden for en selvstændig afstemning om Europol, hvis det mislykkedes for regeringen at få forhandlet en parallelaftale på plads.

  • På den måde kunne Danmarks medlemskab af politisamarbejdet sikres, lød det.

  • Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen-Dahl, forklarede dog i slutningen af september, at hans parti ikke længere med sikkerhed ville anbefale et ja ved en sådan afstemning. For at gøre dette kræver Dansk Folkeparti nu også en afstemning om det danske medlemskab af Schengen.

  • Foruden Dansk Folkeparti var Liberal Alliance, Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU blandt nej-partierne.

(© (c) DR)