Politiforbundet til betjente: Drop udrykningskørsel i civile biler

Opfordringen kommer efter fartbøde til betjent, der kørte udrykning uden horn og lygter.

Færdselsbetjenten fik en bøde for at køre 56 km/t i en 50 km/t-zone. Sagen har nu ført til, at Politiforbundet fraråder al udrykningskørsel i civile patruljebiler. (Foto: JAKOB ANDRESEN © DR Nyheder)

Efter at en færdselsbetjent har fået afslag fra Procesbevillingsnævnet på at få en sag om en fartbøde i Højesteret, fraråder Politiforbundet landets betjente at køre udrykningskørsel i civile patruljebiler.

Færdselsbetjenten nægtede at betale bøden, som han fik for at køre 56 km/t i en 50 km/t-zone, da han i 2016 ville kontrollere, om en forankørende bilist havde sikkerhedssele på.

Betjenten har forklaret, at han kørte udrykning uden horn og lygter tændt (hvilket er tilladt under særlige omstændigheder, red.) og han nægtede derfor at betale bøden.

Efter at være blevet frikendt i byretten blev han i Vestre Landsret dømt til at betale de 1.000 kroner.

Begge retsinstanser accepterede hans forklaring, men landsretten mente ikke, at det var begrundelse nok til at køre udrykning, at han ville kontrollere, om en bilist havde sele på – hvilket bilisten viste sig at have.

Ser ingen anden udvej

Hos Politiforbundet er formand Claus Oxfeldt rystet over, at dommen ikke kan komme i Højesteret:

- Vi var sikre på, at vi ville få mulighed for at få prøvet dommen i den højeste retsinstans, men når vi ikke får lov til det, ser vi ingen anden udvej end helt at fraråde betjentene at køre udrykning i civile køretøjer, med mindre der er tale om meget alvorlige opgaver, hvor personer er i fare, siger Claus Oxfeldt til DR Nyheder.

Der er også flere eksempler på, at betjente har fået bøder for at køre for stærkt i forbindelse med udrykningskørsel i ”almindelige” – såkaldte uniformerede – patruljebiler, hvor horn og lygter ikke blev brugt.

Forbundet anbefaler derfor også, at der ved al udrykningskørsel i den type patruljebiler, i videst mulige omfang, bruges udrykningshorn og -lygter, oplyser Claus Oxfeldt:

- Vores vigtigste opgave er at værne om vores kolleger og hjælpe dem i de her situationer. Og vi står i en situation, hvor det er totalt uholdbart. Vi kan slet ikke se, hvordan udrykningsbekendtgørelsen (der indeholder regler for politiets udrykningskørsel, red.) skal tolkes. Den her tilgang er så teoretisk, at man tror, det er løgn, siger Claus Oxfeldt, der har informeret Rigspolitichefen om forbundets udmelding.