Politiker og kontanthjælpsmodtager røg i totterne på hinanden på tv: Balladen fortsætter

Laura Lindahl (LA) er blevet bestormet af vrede reaktioner, efter hun deltog i Debatten på DR2.

Bølgerne gik højt, da Kim Madsen og Laura Lindahl (LA) tørnede sammen i Debatten på DR2 i torsdags.

- Hvorfor kan du ikke bare gå ud og finde et job?

Det er den sætning, fra en politiker til en kontanthjælpsmodtager, der har fået rigtig mange danskere til tasterne.

Ordene faldt under tv-programmet Debatten på DR2 i torsdags, hvor et panel diskuterede resultaterne af førtidspensionsreformen fra 2013. De kom fra Liberal Alliances social- og beskæftigelsesordfører, Laura Lindahl, til Kim Madsen, som er kontanthjælpsmodtager og i arbejdsprøvning på 12. år. Han er også formand for foreningen Jobcentrets Ofre, en forening der er stærk kritisk over for den behandling, som borgerne får i beskæftigelsessystemet.

Kim Madsen, som har slidgigt, virkede i Laura Lindahls øjne alt for frisk og rask til, at et fleksjob kunne komme på tale. Den omdiskuterede ordveksling lød sådan her:

- Jeg undrer mig bare såre her. Hvad er det egentlig, der forhindrer Kim i at gå ud og få et ordinært arbejde. Måske ikke på 37 timer, måske på mindre, men hvad er det egentlig helt konkret? Du virker meget frisk, du virker også – når du laver demonstrationer og orkestrerer alt det – der virker du faktisk som en, der har en arbejdsevne, sagde Laura Lindahl i tv-programmet.

- Du kan gå hjem og gense programmet og se, hvor ondt jeg faktisk har, når jeg står her. Det er slet ikke sjovt at være her, svarede Kim Madsen.

- Der er masser af job, hvor man kan sidde ned. Bag en computer, sagde Laura Lindahl, mens hun lavede taste-bevægelser i luften.

Se klippet her:

Laura, sig undskyld

Rigtig mange danskere har kritiseret Laura Lindahl for ordvekslingen på Facebook og Twitter, fortæller hun selv her to dage efter programmet.

- Jeg har, siden jeg deltog i Debatten på DR2 i torsdags, modtaget rigtig mange beskeder og er blevet tagget i rigtig mange opslag på Facebook,og temaet er overordnet det samme. Det er mennesker, som ønsker mig syg, ønsker mine børn syge eller ønsker min ægtefælle og nærmeste syge, fordi de mener, at jeg fortjener at prøve systemet indefra, siger hun.

Den liberale politiker er meget overrasket over, hvor vrede folk er blevet over, at hun satte spørgsmålstegn ved Kim Madsens fortælling.

- Når jeg kommenterer på det jeg umiddelbart ser, når jeg kigger på ham, så ved alle mennesker, både seerne og dem i studiet, jo godt, at jeg ikke er læge eller socialrådgiver. Alle ved godt, at jeg er politiker. Og at det er med mine politikerøjne, at jeg betragter det her felt, siger hun.

Hastagget #LauraSigUndskyld har bredt sig på de sociale medier, men den opfordring har Laura Lindahl ikke tænkt sig at følge, understreger hun.

- Helt grundlæggende, så tænker jeg jo, at Kim Madsen selv har valgt at stille sig op på en landsdækkende scene, siger hun, men fortæller at hun fremover vil holde sig fra at debattere konkrete sager.

- Der er en rigtig god og vigtig debat i det, vi var inde og røre ved, men set i bakspejlet kan jeg jo se, at det afføder rigtig mange meget følelsesmæssige reaktioner at gå ind i en konkret sag. Det kommer nemlig hurtigt til at overskygge mine politiske budskaber, siger hun.

Meget, meget usympatisk

Kim Madsen selv beder ikke om en undskyldning.

- Jeg har fulgt debatten, og jeg synes også, det var meget hensynsløst af hende at fyre den af, som hun gjorde. Men jeg kræver ikke en undskyldning. Jeg har svært ved det, for jeg er ikke sikker på, hun forstår det. Hvis hun ikke forstår, at jeg er syg, så forstår hun nok heller ikke, at hun har sagt noget forkert, siger han.

Selv om Kim Madsen følte sig angrebet i Debatten på DR2, hilser han samtalen velkommen.

- Jeg ønsker mere debat i samfundet om de syge og handicappede, for de bliver virkelig behandlet som ukrudt. Man skider på dem og pisser på dem, man er hamrende ligeglad. Jeg er så ked af, at det skal gå ud over så mange mennesker, siger Kim Madsen, mens han ekspederer kunder i den lille kiosk, han arbejder i.

Kim Madsen er nemlig i arbejdsprøvning - for niende gang. Han vil gerne i fleksjob, men Københavns Kommune er stadig i gang med at vurdere, hvor meget han kan arbejde.

Men efter hans medvirken i Debatten på DR2, sker der endelig noget, fortæller han.

- Jeg har modtaget et brev fra rehabiliteringsteamet. Jeg er indkaldt til en samtale den 28. november klokken 9.55, og der får jeg så min dom over, om jeg bliver tildelt fleksjob eller ej.

Facebook
Twitter