Samsams udpegning af kildefører vækker opsigt på Christiansborg

På baggrund af nye oplysninger opfordrer flere partier igen til, at Ahmed Samsams sag undersøges af en kommission, men regeringen afviser.

Sagen om Ahmed Samsam skal undersøges, mener flere partier fortsat. Regeringen er imod en undersøgelse.

Endnu et bevis på, at Ahmed Samsam har haft et samarbejde med de danske efterretningstjenester, har meldt sig.

Sådan lyder reaktionen, efter Ahmed Samsam har udpeget den PET-ansatte, som arbejdede som Samsams kildefører.

Ahmed Samsam, der blev dømt i Spanien for at støtte Islamisk Stat, hævder, at han har arbejdet som agent for både Politiets Efterretningstjeneste, PET, og Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, hvilket DR's oplysninger bekræfter.

DR har besøgt Samsam i sin celle Enner Mark Fængsel. Under besøget viser DR et billede af den pågældende PET-mand, uden at fortælle hvem han er. Samsam genkender manden og nævner ham ved navn.

Den 62-årige - nu tidligere - PET-ansatte er nu ifølge DR's oplysninger anklaget for at have røbet fortrolige informationer om Samsams forløb til pressen, fordi han var indigneret over efterretningstjenesternes håndtering af forløbet.

Han skulle efter planen have været i retten i morgen, hvor det var forventet, at han ville tilstå.

Men anklagemyndigheden har fået sagen udsat, fordi Østre Landsret har besluttet at sagen skal køre for delvist åbne døre.

Ifølge Peder Hvelplund, gruppeformand i Enhedslisten, er Ahmed Samsams identifikation af sin kildefører endnu en indikation af, at der har været et samarbejde mellem efterretningstjenesterne og den terrordømte Samsam.

- Det her er endnu et argument i rækken af mange om, at der er meget, der tyder på, at der har været et samarbejde, og at der en borger, der er fængslet på et urigtigt grundlagt, siger Peder Hvelplund.

Ahmed Samsam er i Spanien dømt for blandt andet at have tilsluttet sig en terrororganisation på ture til Syrien i perioden 2012 og 2014, selvom han på turene ifølge DR's kilder arbejde for PET og siden FE.

Den oplysning fik det spanske politi nemlig ikke, da de efterforskede sagen.

Peder Hvelplund siger, at det ligner "regeringen opfører sig som Komiske Ali på speed". (Foto: © NILS MEILVANG, Ritzau Scanpix)

Endnu en anledning til at undersøge Samsams sag

I fredags vedtog Foketingets granskningsudvalg, at der skal laves en forundersøgelse af Samsam-sagen.

Der kan ikke nedsættes en egentlig kommission, da regeringen ikke bakker op om en undersøgelse. Dermed er der ikke flertal for det.

- Det er endnu en anledning, som regeringen ellers siger, der ikke er, til at undersøge den her sag, lyder det fra Peter Hvelplund.

Siden regeringsdannelsen har justitsminister Peter Hummelgaard (S) holdt fast i, at regeringen ikke ønsker sagen undersøgt.

- Det kan ikke være sådan, at hver gang der bliver fremsat påstande, spekulationer eller lignende i den offentlige debat, at der så skal nedsættes undersøgelseskommissioner eller alt muligt andet omkring de forhold, har justitsministeren sagt.

Flere bakker op

Men hos De Konservative mener Rasmus Jarlov, der også er medlem af granskningsudvalget, at Ahmed Samsams udpegning af kildeføren giver endnu en grund til en undersøgelse.

- Det er en ret konkret anklage, han kommer med. Vi kan selvfølgelig ikke leve med, at det ikke bliver undersøgt. Det er en meget præcis fortælling om, hvad han påstår, der er foregået.

- Det er en alvorlig sag, og det lyder som noget fra en dårlig spionfilm.

Rasmus Jarlov ønsker dog ikke at gå så langt og sige, at der er tale om et justitsmord på nuværende tidspunkt.

- Jeg tør ikke fælde dom, men der er indikationer nok til, at sagen skal undersøges. Vi kan ikke lade det hænge i luften, at der er en mistanke.

- Det er nogle meget klare indikationer på, at manden har ret.

Samme melding kommer fra Peter Skaarup, der er medlem af udvalget for Danmarksdemokraterne.

- Det her og andre ting tyder jo på, at der en eller anden forbindelse, som er udover det sædvanlige mellem en person og vores efterretningstjeneste. Det skal undersøges.

Peder Hvelplund fra Enhedslisten siger, at det ligner, "at regeringen opfører sig som Komiske Ali på speed".

Blandt regeringspartierne står man dog fast på, at man ikke finder grundlag for en kommissionsundersøgelse.

- I Venstre tager vi ikke speed eller andre stoffer. Til gengæld tager vi Danmarks sikkerhed meget alvorligt og mener derfor, at der bliver nødt til at være fortrolighed omkring vores efterretningstjenester. De kan ikke lægge al deres arbejde åbent frem, for det ville skade vores sikkerhed, skriver Morten Dahlin, politisk ordfører i Venstre, i en sms.