Når Folketingets partier forholder sig til prostitution, sker det på baggrund af overbevisninger og mavefornemmelser snarere end dokumentation og fakta.
Ifølge den seneste rapport fra Servicestyrelsen, Prostitution på Massageklinik, er der ingen særlig sammenhæng mellem prostitution og seksuelle overgreb i barndommen.
- Det kan heller ikke dokumenteres, at danske kvinder, der arbejder på massageklinikker lider af posttraumatisk stress (PTSD), siger Mogens Holm Sørensen, der er konsulent i Servicestyrelsen under Socialministeriet og medforfatter til rapporten til Dagbladet Information.
Det er heller ikke sådan prostituerede på massageklinikker i udbredt grad udsættes for alvorlige fysiske risici.
Misinformeret
Men på trods af rapportens konklusioner fastholder blandt andre Socialdemokraterne og SF, at der bør være et forbud mod købesex, og de øvrige partier i Folketinget mener stadig, at prostitution er et socialt problem.
- Der er sikker viden om, at langt størstedelen af de prostituerede har været misbrugt i deres unge år, og at dette er med til at rykke deres seksuelle grænser, skriver SF foreksempel på partiets hjemmeside.
Holder fast i myter
Hos Socialdemokraterne er udmeldingen også klar.
- Frivillig prostitution er en myte. De går ind i det, fordi de mangler penge. Prostitution skader folk rigtig meget, og utroligt mange kommer til at lide af PTSD, siger Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Julie Rademacher til Information.
Handler efter myter
Regeringens handlingsplan på prostitutionsområdet 'Et andet liv' fra 2005 tager udgangspunkt i, at der er store, negative helbredsmæssige og sociale konsekvenser ved at være prostitueret.
Store forskelligheder
Men den nye rapport peger ikke på, at selve prostitutionsakten i nævneværdig grad er forbundet med særlige fysiske, helbredsmæssige risici.
Rapporten understreger, at de prostituerede ikke er en homogen gruppe, og at det derfor er vanskeligt at generalisere om skadevirkninger ved prostitution, da der er stor forskel på at være gade- eller klinikprostitueret.