Politikere om evakueret dansk dreng i Syrien: 'En rigtig positiv nyhed'

Det er den rigtige beslutning, at en såret dansk dreng er blevet hjulpet væk fra IS-flygtningelejr, siger flere partiledere.

En dansk dreng, som hidtil har befundet sig i den syriske flygtningelejr al Hol, er blevet udleveret til danske myndigheder. Det bekræfter Udenrigsministeriet. (Foto: Delil Souleiman © Scanpix)

En alvorligt såret, 13-årig dreng med dansk statsborgerskab er med hjælp fra danske myndigheder blevet reddet ud af Syrien, så han kan få behandling og komme hjem til Danmark.

Det har Udenrigsministeriet bekræftet over for DR Nyheder.

- Det er rigtig godt og positivt. Her var der en dreng, der virkelig havde behov for at komme væk, og det var godt, siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen om evakueringen af drengen.

Som barn af danske forældre, der har har støttet terrororganisationen Islamisk Stat (IS), er drengen blevet evakueret fra en flygtningelejr i det nordlige Syrien, hvor flere tusinde IS-støtter bliver tilbageholdt.

Drengen har i flere måneder opholdt sig på et hospital og i flygtningelejren Al-Hol med sin mor og søskende, efter han ifølge DR Nyheders oplysninger blev skudt i ryggen under kampene om Islamisk Stats sidste højborg i Syrien i byen Baghouz.

Drengen er nu blevet fragtet til et hospital uden for Syrien med henblik på medicinsk stabilisering, inden han bliver hentet hjem til Danmark, oplyser Udenrigsministeriet.

'Danske børn udsættes for voldsomme overgreb'

Midt i de igangværende regeringsforhandlinger har flere partiledere kommenteret sagen.

Det er første gang, Danmark officielt evakuerer en dansk statsborger med relation til IS-støtter i Syrien.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, kalder det "en rigtig positiv nyhed", at den 13-årige dreng bliver hjulpet hjem.

- Vi har desværre danske børn, som sidder fast i flygtningelejre i Syrien, som er udsat for nogle meget voldsomme overgreb, men også meget voldsomme livsbetingelser. Så vidt jeg ved, er drengen blevet beskudt, og derfor skal han selvfølgelig hjem til behandling i Danmark, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

- Hvis der er tale om danske statsborgere, hører de hjemme i Danmark, tilføjer hun.

Ifølge DR’s oplysninger opholder flere end 25 kvinder og børn med forbindelse til Danmark sig i lejre for Islamisk Stat-støtter i det nordlige Syrien.

K-ordfører: Voksne IS-støtter skal blive uden for DK's grænser

Det Konservative Folkepartis udenrigs- og retsordfører, Naser Khader, mener, at det er en rigtig vurdering fra dansk side at hjælpe den 13-årige dreng på trods af, at hans forældre har støttet Islamisk Stat.

Han mener dog, at voksne danskere, der har støttet terrororganisationen, skal blive uden for Danmarks grænser.

- Udenrigsministeriets Borgerservice har vurderet, at der er et barn, som er hårdt såret, der har brug for behandling, og det er ok. Vi har ikke et problem med børnene, men vi har et problem med forældrene, som har været en del af en terrororganisation, der har rigtig meget på samvittigheden. De skal holde sig uden for Danmarks grænser, og vi skal sørge for, at de bliver retsforfulgt internationalt, siger Naser Khader.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er begge drengens forældre danske statsborgere.

De rejste til Syrien for omkring fire år siden med deres børn for at leve i Islamisk Stats såkaldte kalifat.

Faren er ifølge DR Nyheders oplysninger senere død i Syrien.

Skaarup: Sårede bør hjælpes i nærområder

Peter Skaarup, der er gruppeformand for Dansk Folkeparti på Christiansborg, siger, at det er en god gerning at hjælpe drengen til at få behandling, men han er generelt modstander af, at børn af IS-forældre skal hjælpes til Danmark.

- Jeg synes, det er rigtigt, at man hjælper et barn i nød. Men han er såret, fordi hans forældre tog ham med ned til et krigshelvede, og fordi de støttede terrororganisationen Islamisk Stat. Og der har vi den grundlæggende opfattelse, at man ikke først kan vende Danmark ryggen, og når så krigslykken vender, så forventer man, at Danmark stiller op. Derfor bør vi hjælpe de børn på stedet dernede - ikke i Danmark, siger Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

Den 13-årige dreng er lam i benene og har ikke haft mulighed for at få den nødvendige hjælp og genoptræning i flygtningelejren i Syrien, fortæller DR's mellemøstkorrespondent Michael S. Lund, der var til stede, da drengen blev hentet.

- En dansk delegation ankom over middag på den syriske side af grænsen sammen med en ambulance. Han blev så flyttet på en båre fra den ene ambulance til den anden og kørt ud af Syrien.

- Forinden havde lederen af den danske delegration underskrevet overleveringspapirerne, fortæller Michael S. Lund, der befinder sig i området ved den syriske grænse.

Facebook
Twitter