Politikere om terrorsigtet på fri fod i Tyrkiet: Udenrigsministeren må ind i sagen

DR fandt terrormistænkt i Tyrkiet, selvom han er internationalt efterlyst.

Både S, DF og K ønsker, at udenrigsministeren tager sagen om den terrorsigtede op med Tyrkiet. (Foto: Sarah Christine Nørgaard og Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Det er et kæmpe problem, krænkende for retsfølelsen og en sag, regeringen må tage op med Tyrkiet.

Sådan lyder reaktionerne fra en række retsordførere, efter DR har fundet en terrormistænkt og internationalt efterlyst mand på fri fod i Tyrkiet.

- Udenrigsministeren må redegøre for, hvad man har foretaget sig i den her sag. Der har været en bevidsthed om, at pågældende har været i stand til at planlægge og medvirke i noget, som er meget bekymrende, siger den socialdemokratiske retsordfører Trine Bramsen.

Ønsket fængslet siden 2017

DR kalder den tyrkisk mand for 'Bilvaskeren' på grund af et navneforbud i sagen. Han er tidligere idømt en længere fængselsstraf for terror. Navneforbuddet betyder, at DR ikke kan omtale, hvilken sag han blev dømt i.

Siden 2017 har 'Bilvaskeren' været efterlyst og fængslet "in absentia" i en dansk terrorsag, hvor et netværk ifølge politiet har købt og sendt dronedele til Islamisk Stat.

'Bilvaskeren' er sigtet for at agere mellemmand i netværket, hvor terroristen Basil Hassan ifølge politiet har spillet en hovedrolle Han er tyrkisk statsborger, og Danmark har indtil videre forgæves forsøgt at få ham udleveret fra Tyrkiet. Det fremgår af et folketingssvar.

- Jeg mener, at vi fra regeringens side kunne gøre lidt mere ud af at få tyrkerne til at tage den her sag alvorligt. Udenrigsministeren kunne spørge tyrkerne, om vi i det mindste ikke kan afhøre ham, siger Naser Khader, retsordfører for De Konservative.

"Frygter ikke noget som helst"

'Bilvaskeren' har tidligere boet en lang årrække i Danmark, hvor han blandt andet gik på en ungdomsuddannelse. Han bor i dag i den tyrkisk by Bursa et par timers kørsel fra Istanbul.

I dokumentaren 'Dronekrigeren - Danmarks farligste terrorist' har DR mødt og talt med ham. Han siger til DR, at han 'ikke er helt uskyldig,' dog uden at uddybe.

Han siger også, at han ikke frygter sigtelsen for terror:

- Jeg har det fint med det. Jeg frygter ikke noget som helst. Jeg tror ikke, at de tyrkiske myndigheder vil sende mig til Danmark, siger han til DR.

Tyrkiet har nemlig en lov om ikke at udlevere egne statsborgere til retsforfølgelse i andre lande. Og det er problematisk, lyder det fra retsordfører i Dansk Folkeparti, Peter Kofod:

- Det er et kæmpe problem, at man har et land, der er så modvillig mod at holde egne statsborgere til ansvar, og hvor folk render på fri fod, som dansk politi ikke kan snakke med, men som DR godt kan få kontakt til, siger han.

Det bliver uhyre svært at få udleveret den tyrkiske terrormistænkte til Danmark, vurderer Henning Fuglsang. Han er ekspert i international ret.

Ekspert: Tyrkerne udleverer aldrig

Det er dog næsten udelukket, at Tyrkiet kommer til at udlevere 'Bilvaskeren'.

Det vurderer Henning Fuglsang, der er lektor på Juridisk Institut på Syddansk Universitet og ekspert i international ret.

- Når det efter tyrkisk lov er forbudt at udlvevere egne statsborgere, så kan tyrkiske myndigheder ikke udlevere ham. Og så kan han have foretaget nok så store massakrer, siger Henning Fuglsang.

Danmark har indtil 2001 haft en tilsvarende regel om ikke at udlevere danske statsborgere.

- Vi kan selvfølgelig godt have et politisk ønske i Danmark om at få lovgivningen i Tyrkiet ændret, men det er jo op til tyrkerne, forklarer Henning Fuglsang.

'Bilvaskeren' kan dog ifølge Henning Fuglsang blive udleveret, hvis han forlader Tyrkiet og rejser til et andet land, eller hvis han melder sig frivilligt til dansk politi og ønsker at komme hjem.

Mistænkt nægter sig skyldig

'Bilvaskerens' forsvarer, Bjørn Elmqvist, understreger over for DR, at hans klient nægter sig skyldig.

Han mener, at det er uheldigt, at en sag omtales i pressen, når den kører for lukkede døre i retten og er endnu ikke er rejst tiltale.

- Domstolene har mørkelagt denne sag, hvilket som forsvarer hindrer mig i at agere i forhold til min klient. Af retssikkerhedsprincipper bør alle andre også respektere denne hemmeligholdelse, siger Bjørn Elmqvist.

Hverken udenrigsminister Anders Samuelsen eller Den Tyrkiske Ambassade ønsker at kommentere sagen.

Facebook
Twitter