Politikere raser over ventetider på psykologhjælp: ‘Det er nærmest som at holde de unge for nar’

Unge venter månedsvis på gratis psykologhjælp. Det får SF til at kalde minister i samråd.

(Foto: Philip Davali - Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix - Illustration: Morten Fogde Christensen DR Nyheder)

Regeringen og en række røde partier besluttede sidste år, at gratis psykologhjælp skal være en rettighed, når man er mellem 18-24 år og har angst eller depression.

Men hvis politikerne skal holde, hvad de lover – ja, så må de også sikre, at muligheden ikke drukner i ventetider helt op til fem måneder.

Sådan lyder det fra flere politiske ordførere på Christiansborg, herunder SF, der selv er et af partierne bag aftalen. De vil nu kalde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i samråd.

- Det er helt urimeligt med så lange ventetider overfor dem, som vi jo gerne ville hjælpe med den her ordning, siger Trine Torp, der social- og psykiatriordfører for SF.

I gennemsnit må du helt præcist vente 14 uger, hvis du vil have gratis psykologhjælp mod angst og depression.

Og det er alt for lang tid, mener de seks ordførere, DR Nyheder har talt med.

Hos Dansk Folkeparti mener sundheds- og psykiatriordføreren, at der er sket ’fatale fejl’, efter ordningen blev oprettet:

- Det er et kæmpe problem, at regeringen har lovet de unge mennesker, at det skulle blive lettere at komme til psykolog og så ikke har holdt det, siger Liselott Blixt.

Det samme mener Det Konservative Folkeparti, som straks vil tage problemstillingen op med sundhedsministeren.

- Det kan jo ikke være rigtigt. De unge mennesker skal jo ikke gå rundt og lide af angst og depression og ikke kunne komme i behandling for det. Der må ministeren på banen, siger Brigitte Klintskov Jerkel, som er partiets socialordfører.

Ventetid gør dig mere syg

Ordningen med gratis psykologhjælp blev indført for de 18-21 årige tilbage i 2018 som et forsøg, men har siden juli i år været permanent. Her blev den også udvidet, så den gælder unge op til 25 år. Det blev vedtaget med dette års finanslov, som også Enhedslisten, De Radikale og Alternativet bakkede op om.

Men når man åbner for, at flere kan benytte sig af ordningen, må man også sørge for flere psykologer, lyder det fra Venstre.

- Enhver kan jo sige sig selv, at når man udvider, så vil der også være flere, der henvender sig. Men det duer jo ikke, når kapaciteten ikke følger med, siger Jane Heitman, som er partiets psykiatriordfører.

Når du fylder 25 år, må du selv betale for psykologhjælp, men kan få tilskud fra det offentlige med en henvisning fra lægen. Har du sådan en, er ventetiden i gennemsnit 16 uger – og dermed rekordlang.

Det viser en rundspørge, som Dansk Psykolog Forening har lavet i maj 2021. Foreningen har spurgt de medlemmer, som tager imod patienter henvist fra en praktiserende læge - altså psykologer med ydernummer.

De lange ventetider er et stort problem, lyder det fra flere eksperter, som DR Nyheder har talt med. En af dem er Sonja Breinholst, lektor i klinisk børnepsykologi på Københavns Universitet.

- Ventetid øger risikoen for, at du får forværret din tilstand eller får flere lidelser. Når du endelig kommer i behandling, har din lidelse udviklet sig, forklarer hun.

Og netop de mulige konsekvenser af lange ventetider skaber bekymring hos Enhedslisten. Partiets sundhedsordfører kalder ventetiderne ‘uacceptable’.

- Det her er nogle unge, som står i en meget alvorlig problemstilling og har behov for hjælp nu. Hvis ikke de får det, kan problemerne blive større. Derfor er det afgørende med en tidlig indsats - som også er hensigten med ordningen, siger Peder Hvelplund.

Samme kritik kommer fra Det Konservative Folkepartis socialordfører, Brigitte Klintskov Jerkel.

- Det kan ikke være rigtigt, at vi siger, vi har et tilbud, og så er der reelt ikke et tilbud. Jeg er bange for, at mange kan få det værre af det her, siger hun.

Partierne kalder på flere psykologer

De lange ventetider på psykologhjælp er dog ikke noget nyt. Hos Dansk Psykolog Forening efterspørger man derfor flere psykologer med ydernummer. Altså dem, som kan tage patienter med henvisning fra læge.

Men det afviser de hos Danske Regioner. De mener i stedet, at den enkelte psykolog med ydernummer, bør tage flere patienter.

Hos de ordførere, DR Nyheder har talt med, er der dog ingen tvivl om, hvad der skal til. De fleste peger på, at flere psykologer er en del af løsningen.

Og det skulle være sket for længst, mener Dansk Folkepartis psykiatriordfører Liselotte Blixt:

- Regeringen har tilbudt gratis psykologhjælp, uden der er kommet flere psykologer til, og selvom regionerne har penge til det, ansætter de ikke flere psykologer, siger Liselott Blixt, der også vil rejse problemstillingen hos sundhedsministeren.

Netop den løsning er et oplagt første skridt, mener Radikale Venstre:

- Vi ved, at der står flere hundrede kvalificerede psykologer klar, som ikke kan få et ydernummer. Vi skal sikre, at flere får et ydernummer, siger psykiatri- og sundhedsordfører Stinus Lindgreen.

DR Nyheder har i flere uger forsøgt at få sundhedsminister Magnus Heunicke til at forholde sig til de lange ventelister. Men han har indtil videre afvist at stille op til interview.

Ifølge ministeriet skal løsningen findes mellem Danske Regioner og psykologerne.

Facebook
Twitter