Politikere: Utilgiveligt at terrorist havde adgang til bombemanual i fængslet

Omar el-Hussein kunne læse bombemanualer, mens han sad i fængsel.

Det vækker kritik, at Omar el-Hussein kunne læse bombemanualer, mens han sad i fængsel. (Foto: -)

Det er utilgiveligt, at terroristen Omar el-Hussein under et fængselsophold havde adgang til bombemanualer og terrorpropaganda.

Sådan lyder det fra flere retsordførere.

- Han var i forvejen indberettet for radikalisering, og det var meningen, at man skulle have et ekstra øje på ham. Det havde man ikke tilstrækkeligt, når det her kunne ske, siger Peter Kofod, retsordfører for Dansk Folkeparti.

Indtil to uger inden terrorangrebet i februar 2015 sad Omar el-Hussein fængslet og under dette fængselsophold fik han beslaglagt tre indsmuglede telefoner.

Først efter angrebet blev disse telefoner sendt til teknisk undersøgelse, og her fandt politiet ud af, at der lå terrorpropaganda på to af telefonerne.

- Det er helt utilgiveligt. Det giver sig selv, at når man finder en telefon hos en, der har været involveret i så alvorlig kriminalitet og samtidig har været radikaliseret, så skal man selvfølgelig undersøge, hvad den her mand har kigget på, siger Trine Bramsen, retsordfører for Socialdemokratiet.

Omar el-Hussein kunne i fængslet læse bogen "Anarkistens kogebog," der har inspireret flere terrorister. Han havde gemt den på ulovlige telefoner.

Ingen kommentarer

Telefonerne blev allerede fundet i 2014, mens Omar el-Hussein sad varetægtsfængslet efter at have stukket en anden ung mand ned i et S-tog.

Men indholdet blev altså ikke undersøgt på findetidspunktet.

Desuden dukkede et hukommelseskort op i et dansk fængsel i månederne efter angrebet. Her lå propagandamateriale fra Islamisk Stat, og flere af hinanden uafhængige kilder har over for DR bekræftet, at hukommelseskortet stammede fra Omar el-Hussein.

Kriminalforsorgen kan ikke oplyse den nøjagtige procedure for, hvordan man i dag håndterer beslaglagte telefoner hos indsatte, der er indberettet for radikalisering.

Men i en mail oplyser Kriminalforsorgen, at 'sikkerhedsarbejdet er i øvrigt ved at blive styrket, hvilket blandt andet vil medføre øget monitering af terrordømte og bekymringsindberettede'.

Ligesom Omar el-Hussein i fængslet havde adgang til at læse bogen "Anarkistens kogebog,", kunne han også læse Al-Qaedas magasin "Inspire". Begge har inspireret flere terrorister.

Kriminalforsorgens kommunikationschef oplyser også:

- Kriminalforsorgen har med de nye hjemler fra 1. februar 2019 fået øget mulighed for at gennemgå ulovlige mobiltelefoner af hensyn til blandt andet de sikkerhedsmæssige forhold i fængsler og arrester og vil fortsat videregive ulovlige mobiltelefoner til politiet.

Hos Politiets Efterretningstjeneste, PET, er man trods flere henvendelser ikke vendt tilbage på DRs forepørgsel om, hvor vidt PET får besked, hvis der bliver fundet en telefon hos en radikaliseringsindberettet indsat.

Peter Kofod fra Dansk Folkeparti efterlyser, at myndighederne fortæller om praksis siden terrorangrebet og praksis i dag.

- Justitsministeren må klart redegøre for, hvordan man gør det her i dag. Det siger sig selv, at vi skal lære af det, der er sket i fortiden. Selv om vi har gjort mange ting for at prøve at stramme op, så skal der være klare linjer for, hvordan vi håndterer folk, der er radikaliserede, siger Peter Kofod.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har ikke ønsket at kommentere.

Københavns Politi har ikke ønsket at kommentere oplysningerne med henvisning til 'beskyttelse af efterforskningsmæssige metoder'.

  • Dagen efter terrorangrebet i København fandt politiet denne M95-riffel, som Omar el-Hussein brugte, da han skød mod kulturhuset Krudttønden. Her dræbte han Finn Nørgaard og sårede flere betjente.
  • Tidlig morgen den 15. februar skød og dræbte politiet Omar el-Hussein, efter han afgav skud mod tre betjente fra Aktionsstyrken. På sig havde Omar el-Hussein blandt andet denne koran.
  • Betjent undersøger skudhullerne ved Krudttønden. Her skød Omar el-Hussein mod et ytringsfrihedsarrangement. Han dræbte filminstruktøren Finn Nørgaard og sårede flere betjente. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Folk lagde blomster ved den jødiske Synagoge i Krystalgade på det sted, hvor Dan Uzan blev skuddræbt, da han stod vagt ved en jødisk konfirmation lørdag aften. Synagogen var Omar el-Husseins andet mål. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)
1 / 4
Facebook
Twitter