Politisk flertal kæmper for ungdomshuset

Det er ikke kun de unge i Ungdomshuset , der finder det helt hen i vejret, at de skal forlade huset. Fire partier i Københavns Borgerrepræsentation vil nu ændre lokalplanen og sikre Ungdomshusets eksistens.

Brugerne af Ungdomshuset i København tabte mandag kampen om retten til at bruge ejendommen, da Østre Landsret stadfæstede en dom fra byretten. (Foto: DR © DR)

Et politisk flertal vil hjælpe Ungdomshuset på Jagtvej.

Socialdemokraterne, SF, De Radikale og Enhedslisten er parat til at lave en lokalplan, der kun gælder for Jagtvej 69 i København, og som kan sikre Ungdomshusets fortsatte eksistens.

Det blev konklusionen på et møde mellem politikere, Fonden Jagtvej 69 og repræsentanter fra Ungdomshuset.

Kulturelle formål

Politikerne fra de fire partier er netop nu ved at forberede forslaget, der ventes vedtaget inden udgangen af november.

- Ejendommen er ikke i dag omfattet af lokalplan eller byplanvedtægt. Der kan sagtens vedtages en lokalplan gældende for en enkelt ejendom og med det formål at bevare og håndhæve en bestemt aktivitet, siger Katrina Feilberg fra De Radikale.

Kulturborgmester Martin Geertsen (V) er temmelig overrasket over politikernes idé om en lokalplan for ejendommen. Han vil nu bringe sagen videre - helt til Indenrigsministeriet hvis det er nødvendigt.

Magtmisbrug

- Jeg synes, at det tenderer magtmisbrug at lave en lokalplan, som omfatter ét hus, og det viser, at man vil gå meget langt for at tilgodese kammeraterne, siger han.

Kulturborgmesteren tvivler på, at S, R, SF og Enhedslisten har retten på deres side med lokalplanforslaget.

- Vi vil have sagen en tur gennem Tilsynsrådet, gennem Naturklagenævnet og til syvende og sidst gennem Indenrigsministeriet, hvis det skulle blive nødvendigt, siger Martin Geertsen.

Jonglør

Huset blev i 1999 solgt til frikirken Faderhuset, og de modtager nu et brev fra politikerne og Fondsbestyrelsen Jagtvej 69, hvor de skriver, at de vil arbejde på at få lokalplanen ændret, så huset kun kan bruges til helt specifikke formål, for eksempel kulturelle formål.

Lederen af Faderhuset, Ruth Evensen, har umiddelbart ingen kommentar til politikernes beslutning om at lave en lokalplan for huset.

- De sidder og jonglerer rundt med vores hus. Det kan jeg slet ikke forholde mig til på nuværende tidspunkt, siger hun.

Håndværkere vil ikke røre huset

Byggefagenes Samvirke har desuden besluttet, at der ikke kan arbejdes på ejendommen på Jagtvej 69, hvis ikke arbejdet sker ifølge gensidig aftale med de nuværende beboere.

Krisemødet blev arrangeret, efter fogedretten i går bad de unge forlade det omstridte hus på Jagtvej inden den 14. december.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5327d807a11f9d1b2c78c36e

Facebook
Twitter