Politisk pres for kulegravning af Operation Bøllebank

- Vi skal ikke have en situation i Forsvaret, hvor vigtige ting på grund af frygt ikke kommer videre, siger Enhedslistens Søren Søndergaard.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har hidtil afvist at forholde sig til de nye oplysninger om Operation Bøllebank, der blandt udløste Ebbe Muncks hæderspris til oberstløjtnant Lars R. Møller (med overskægget) og oversergent Erik Kirk, der begge deltog i missionen. Afdøde Erik Kirk er afsender af den kritik, der er rettet mod blandt andre Lars R. Møller.

Hvad var det lige, der skete under Operation Bøllebank i Bosnien den 29. april 1994? Det vil Enhedslisten og Alternativet have Forsvarsministeriet til at undersøge.

Kravet kommer, efter en række af de soldater, der var med i kampvognene i Bosnien, har kritiseret ledelsen af operationen. Det sker i en P1-dokumentar, der blev sendt i går.

- Denne her dokumentar må føre til en uvildig undersøgelse af, om de påstande, der kommer frem, kan være rigtige, siger Søren Søndergaard, der er medlem af Folketingets forsvarsudvalg for Enhedslisten.

Beskyldningerne om mangelfuld ledelse er rettet mod major og eskadronchef Carsten Rasmussen og oberstløjtnant Lars R. Møller, der efterfølgende er blevet hædret af dronningen for sin indsats under Operation Bøllebank. En mission, der er kendt som en af de mest succesfulde i dansk militærhistorie. Hverken Møller eller Rasmussen mener, der er noget at sætte på deres ledelse af missionen. De afviser beskyldningerne, som Lars R. Møller blandt andet kalder "fuldstændigt syrede" og "pølsesnak".

Kritikken kommer knap 23 år efter, at operationen fandt sted. Blandt andet fordi en af hovedkilderne til historien Erik Kirk først ville ud med kritikken, når han ikke længere var i militæret eller døde, hvilket han gjorde i 2014.

Usund mørklægningskultur

Ifølge en anden afsender af kritikken Peter Lyngbye, der var kampvognskommandør under Operation Bøllebank, kommer kritikken først nu, fordi der i Forsvaret er en kultur, hvor man af frygt for, at det kan skade karrieren, ikke tør kritisere overordnede.

Peter Lyngbye har selv forladt Forsvaret, ligesom de andre kritikere har. Men de, der stadig er i Forsvaret og kritiserer ledelsen under Operation Bøllebank, ikke vil have deres navne frem.

- En uvildig undersøgelse kan måske få dem til at udtale sig mere frit, siger Peter Lyngbye, der gerne vil have undersøgt ledelsen op til, under og umiddelbart efter Operation Bøllebank.

Den sidste del er Søren Søndergaard særligt interesseret i, fordi soldaterne efter operationen angiveligt fik mundkurv på og ordre om ikke at udtale sig om Operation Bøllebank. Det skulle Carsten Rasmussen og Lars R. Møller stå for.

- Jeg er ikke så interesseret i, hvem der skal have æren for et givent slag. Det er ikke det afgørende. Det afgørende er, at vi ikke skal have en situation i Forsvaret, hvor vigtige ting på grund af frygt ikke kommer videre, siger Søren Søndergaard.

- Nu ser vi igen, at højtstående personer har en anden forklaring af virkeligheden, end soldaterne har. Det så vi også med operation Green Desert, supplerer Rene Gade, der er forsvarsordfører for Alternativet.

Ordføreren taler om en "usund mørklægningskultur" i Forsvarets ledelse og i Forsvarsministeriet og vil, ligesom Søren Søndergaard, gerne have en uvildig undersøgelse af Operation Bøllebank.

- Vi har brug for maksimal åbenhed, viden og læring om bevægegrundene for vores krigshandlinger. Så ja, uvildige og oprigtigt nysgerrige og tillidsskabende undersøgelser er nødvendige. Operation Bøllebanks mulige historieforfalskning må ikke smudse tiltroen til politikere og Forsvarets dygtige soldater. Derfor må den undersøges, siger Rene Gade.

Ikke en politisk opgave

Samme iver efter en undersøgelse fornemmer man ikke hos Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. I hvert fald ikke efter en politisk initieret undersøgelse.

- Det er ikke et politisk spørgsmål. Det må historikerne tage op, hvis de har lyst til det. Jeg kan ikke se, hvilken betydning det har for os politisk, siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup.

Liberal Allliances forsvarsordfører, Carsten Bach:

- Der er helt klart en samfundsmæssig og militær interesse for denne her begivenhed, og den er nu blevet vakt til live. Der er ingen tvivl om, at det var en vigtig mission, og det er altid interessant at få kigget på historieskrivningen. Så det kunne da være interessant, hvis en historiker eller en anden uvildig ville se på det.

- Men mig bekendt er der ikke foregået noget, der skulle være strafbart, så jeg ser ingen grund til at gøre noget politisk.

Oplagt at spørge i Forsvarsministeriet

Socialdemokraterne bad i går forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) om at komme med sit syn på sagen, og nu vil De Radikales forsvarsordfører, Martin Lidegaard, også have ministeren på banen.

- Jeg er selv historiker, og jeg synes, det er vigtigt at vide, hvad der skete. Når der er så divergerende forklaringer, så er oplagt at spørge i Forsvarsministeriet, hvad de ved om operationen.

Derfor vil Martin Lidegaard via Forsvarsudvalget spørge forsvarsministeren, om han kan bekræfte det hændelsesforløb, som soldaterne beskriver, eller det modsatte.

Lidegaard vil først forholde sig til, om der er grundlag for en uvildig undersøgelse, når ministeren har svaret. Ligesom Alternativets René Gade og Enhedslistens Søren Søndergaard ikke vil tage stilling til, hvilken type uvildig undersøgelse, der skal foretages.

- Det vil jeg lade ministeren komme med et bud på. Nu spørger jeg ministeren, og hvis svaret ikke er godt nok, så må vi tage et samråd, siger Søren Søndergaard.

Forsvarsministeren har over for DR afvist at udtale sig om de nye oplysninger om Operation Bøllebank.