Populære plastiksandaler kan være livsfarlige

Både i Norge og Sverige har hospitaler nu forbudt de ansatte at gå med de populære plastiksandaler. Sandalerne er nemlig skyld i flere uheld, hvor elektriske apparater er kortsluttet.

De populære plastiksandaler har vist sig at være livsfarlige, og nu forbydes de på norske og svenske hospitaler (© Stock.xchng)

Et sygehus i Sverige forbyder nu personalet at bruge de populære, farvestrålende plastiksandaler på arbejdet.

Sandalerne viser sig nemlig at være skyld i, at dem, der har sandalerne på, ophober så meget statisk elektricitet, at dyrt udstyr og patienters liv er i fare. Det skriver det svenske Dagens Medicin.

Kuvøse svigtede

I februar måned gik det i to tilfælde ud over for tidligt fødte børn, da udstyret til kuvøsen pludselig satte ud, genstartede og begyndte et egenkontrol-program.

Ingen af børnene kom til skade ved uheldene, men de medicinske teknikere, der blev sat til at undersøge strømsvigtet, rettede mistanken mod plastiksandalerne.

Kort tid forinden havde et sygehus i Norge nemlig forbudt personalet at bære fodtøjet. Det skete, efter en norsk sygeplejerske i Crocs-sandaler kortsluttede en injektionssprøjte til 300.000 kroner, der bruges ved røngten, da hendes hår flygtigt havde rørt ved den. Heller ikke her kom nogen til skade, men kun fordi det ikke skete midt i en behandling.

Går ud over sikkerheden

Björn Löfqvist, der er virksomhedschef på afdelingen for medicinsk teknik ved Blekingesygehuset, har nu lavet en grundig undersøgelse af plastiksandalerne. Og han er ikke i tvivl om, at sandalerne udgør en klar sikkerhedsrisiko.

- Alle mennesker producerer statisk elektricitet. Men normalt ledes den ud igen, den forsvinder gennem skoene eller andre steder hen, siger han til Dagens Medicin.

Ophober elektrisk spænding

Men når forsøgspersonerne havde plastiksandalerne på forsvandt spændingen ikke, den bare steg og steg. Et enkelt forsøg viste endda, at en person med sandalerne på, der rejste sig hurtigt op fra en stol, kunne producere 25.000 volt.

- Næsten alt medicinsk udstyr kan klare en spænding på op til 8.000 volt. Men når disse sko kan producere mere end tre gange så meget, så er det ikke så sært at det slår gnister, siger Björn Löfqvist.

Populære på hospitaler

Sandalerne, der herhjemme blandt andet går under navnet Crocs, er blevet en kæmpesucces, især blandt ansatte på hospitalerne.

Ikke desto mindre vil Björn Löfqvist nu anbefale, at plastiksandalerne forbydes på hospitaler.

Facebook
Twitter