Populært at operere hjerter gennem lysken

Ny operationsmetode skåner hjerteklappatienter for åben brystoperation. Metoden er populær også blandt patienterne, og nu skal langtidseffekten dokumenteres.

Hjerteklap-patienter kan undgå åben-brystoperation med den nye metode, der ovenikøbet kan udføres i lokalbedøvelse. (© colourbox)

100 hjerte-patienter på Rigshospitalet har fået en ny hjerteklap ved hjælp af et særligt skånsomt indgreb, hvor hjerteklappen udskiftes via et smalt kateter i lysken og en kikkertoperation gennem pulsåren.

En meget populær metode, som patienterne selv efterspørger, for så undgår de at få savet brystbenet over og få hjertet blotlagt i en åben hjerteopreration, fortæller overlæge Lars Søndergaard fra Rigshospitalet:

- Ved den nye type operation kan man faktisk operere i lokalbedøvelse, og ofte er det overstået på en halv til en hel time. Og patienten kan hurtigt udskrives efter operationen uden nogen smerter efterfølgende.

På benene dagen efter

84-årige Mogens Randbøll fra Søllerød blev patient nummer 100 til den nye behandling, som han næsten ikke engang vil kalde en operation.

- Allerede dagen efter operationen var jeg tilbage på sengeafdelingen, hvor de sagde, at jeg kunne stå op og få noget mad, så jeg var faktisk kun sengeliggende i et døgn, fortæller han til P4 København.

Men ingen ved om den nye hjerteklapbehandling i længden er lige så god som den åbne opeartion.

Derfor har Hjerteforeningen nu igangsat verdens første kontrollerede forsøg, der skal fastslå langtidseffekten af de nye skånsomme hjerkeklapoperationer.

1600 danskere får hvert år en ny hjerteklap, fordi deres egen er forkalket.

Facebook
Twitter