Positivprocenten er rekordhøj efter jul: 'Der er tale om en markant stigning'

Eksperter forventer, at antallet af smittede og indlagte vil stige ind i det nye år.

Det seneste døgn er der blevet registreret 16.164 coronatilfælde i Danmark.

De smittede blev fundet blandt 130.686 PCR-test.

Det betyder en positivprocent på 12,4 - det er det højeste i den periode, hvor alle har kunnet få en coronatest.

Og der kan være flere årsager til den rekordhøje positivprocent, fortæller Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet.

For det første har myndighederne forsøgt at kommunikere, at PCR-test kun er til dem med symptomer og til de nære kontakter.

- Så dem der kan "fortynde" tallet har holdt sig væk, og det medfører, at tallet bliver højere, siger Allan Randrup Thomsen.

Færre testet efter jul

Derudover vurderer han også, at julen spiller en rolle. Mens mange blev testet op mod jul, så man ikke slæbte coronasmitte med til juleaften sammen med hele familien, så er færre blevet testet efter jul.

Det viser tallene også. Mens der i juledagene blev testet op mod 200.000, bygger det seneste tal som skrevet på 130.686 PCR-test.

- Man er blevet testet op til jul, og så har man holdt fri og slappet af. Så der skal mere til at blive testet - som for eksempel symptomer, fortæller Allan Randrup Thomsen.

Vi kommer dog nok ikke uden om, at stigningen i positivprocenten også peger på, at der er sket en stigning i smitten i samfundet den seneste tid.

I begyndelsen af december lå positivprocenten på mellem to og tre, mens den var steget til mellem fire og fem i juledagene. Og de seneste dage er den altså steget til mere end 12.

- Det er en markant stigning, og der er sandsynligvis tale om en reel smittestigning. Hvor stor den er, vil jeg være forsigtig med at udtale mig om.

Forventer flere smittede

Selvom der altså både er rekordhøje smittetal og positivprocent, så forventer Allan Randrup Thomsen, at begge tal kommer til at stige frem mod og ind i 2022.

- Vi har endnu ikke set den fulde effekt af julehyggen, om man så må sige. Og vi ser ind i et nytår, hvor man også plejer at se betydelig social aktivitet. Hvor højt vi kommer op efter det, det er et stort spørgsmål, siger han.

Og den vurdering er han ikke alene om. Christian Wamberg, der er overlæge på intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital og formand for intensivlægerne, forventer at se flere med coronavirus på hospitalerne.

Omikronvarianten bliver nemlig ved med at stige videre.

- Jeg tror ikke, vi har set toppen endnu. Det gør vi formentlig først i starten eller midten af januar, siger han til Ritzau.

Flere indlagte med corona

På landets hospitaler kan man også mærke, at smitten er steget de seneste uger. Antallet af indlagte med coronavirus var ellers stagneret lige omkring juleaften, men de seneste dage er tallet steget, så der nu er 608 indlagte med coronavirus.

Blandt de indlagte er 70 på intensiv og 46 i respirator.

Der er dog stadig et stykke op til de 964 indlagte, der var i januar i år.

- 608 indlagte fylder på sygehusene, men hospitalsvæsenet er ikke i knæ på nuværende tidspunkt, siger Christian Wamberg.

Christian Wamberg og Allan Randrup Thomsen er enige om, at det er vaccinerne, der gør forskellen.

- Vi har heldigvis fået rigtig mange til at tage imod det tredje stik, og det betyder, at selv hvis man bliver smittet, så er risikoen for at komme på hospitalet og især for at ligge der længe reduceret, siger Allan Randrup Thomsen og uddyber.

- Forhåbentligt ser vi ikke tilsvarende stigning i indlæggelser som i smittetal, men vi kommer til at se stigninger begge steder fremadrettet.

Derfor håber han også, at folk tager den sunde fornuft med til nytårsaften, så man ikke står og deler champagneflasker med fremmede, mens raketterne brager om ørerne på en.

- Og har man symptomer, så lad være med at møde op nytårsaften, siger Allan Randrup Thomsen.