Postarbejdere nedlægger arbejdet: Ingen breve til og fra Østdanmark

Brevterminalen i Taastrup er ramt af en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

Der bliver ikke sorteret breev på terminalen i Tåstrup, og derfor kommer der fredag ikke breve til og fra Østdanmark. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Indbyggere i den østlige del af Danmark kommer til at se langt efter breve, de havde håbet på at få med deres post fredag.

Ifølge HR-chef i PostNord Danmark Hans Erik Lindkvist har mere end 200 medarbejdere på aftenholdet og natholdet på brevterminalen i Taastrup nedlagt arbejdet.

- Det er desværre en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, som vi er meget kede af og også noget overraskede over.

- Det kommer til at gå udover kunderne, og det er meget beklageligt.

HR-chefen kender endnu ikke den præcise årsag til arbejdsnedlæggelsen.

- Jeg har ikke på nuværende tidspunkt fået den udtalelse med de otte-ni punkter om utilfredshed, som jeg har erfaret, at medarbejderne har skrevet ned, inden de forlod arbejdspladsen. Men jeg har dog hørt så meget, at jeg ved, at noget af problematikken handler om længden af deres egenbetalte spisepause. Og det er kombineret med et forbud, som er indført den 1. april mod at ryge på PostNord Danmarks matrikler. Det skulle være noget af det, der ligger bag.

Hans Erik Lindkvist kan ikke fastlægge præcis, hvilke konsekvenser arbejdsnedlæggelsen får.

- Jeg må desværre forberede vores kunder på, at det her får ganske betragtelige konsekvenser for omdelingen af breve i morgen. Breve, som kommer til Østdanmark, breve som er afsendt fra Østdanmark, og også breve, som skulle fra øst til øst, hvis man kan sige det sådan. Den brevpost, som er intern vest, burde ikke være berørt.

Det er kun brevpost, der bliver berørt, ikke pakkepost og gods.

Det er uvidst, hvornår brevsorteringen i Taastrup igen vil være normal.

Facebook
Twitter