PR-bureauet Waterfront ramt af ny politianmeldelse

PR-bureauet Waterfront ramt af ny politianmeldelse.

Det skandaleramte PR-bureau Waterfront bliver nu endnu engang meldt til politiet.

Nu bliver bureauet sammen med Region Syddanmark politianmeldt i en sag, hvor de forsøgte at forpurre planerne om en kommende Kattegatforbindelse. Det er den tidligere EU-politiker Freddy Blak, der står bag anmeldelsen:

- Det er fordi, jeg er træt af at se, at politikere og firmaer som Waterfront snyder og bedrager skatteyderne, siger Freddy Blak.

Brud på reglerne

Sagen starter med planerne om en fast forbindelse mellem Jylland og Sjælland, der skal gå henover Kattegat.

Hvis forbindelsen bliver til virkelighed, vil den føre trafik udenom Fyn og Sønderjylland - så det er Region Syddanmark imod. Regionen mener i stedet pengene skal bruges på infrastruktur til hele Danmark.

Derfor går Region Syddanmark til PR-bureauet Waterfront og hyrer dem til at køre kampagne MOD Kattegat forbindelsen. For det arbejde betaler regionen Waterfront mere end 800.000 kroner.

Det er et brud på reglerne. For når der er tale om opgaver, der koster over en halv million - så skal andre PR-bureauer også have mulighed for at byde ind med en pris for arbejdet. Men det sker altså ikke her.

- Det er bevidst svindel, der er foregået. Det kan vi ikke som skatteydere bare sidde og se på, siger Freddy Blak til DR Nyheder.

Sagerne hober sig op

Det her er langt fra den eneste sag Waterfront er indblandet i.

Lavinen rullede, da DR Nyheder afslørede, at bureauet sammen med DSB forsøgte at stoppe en journalist, der skrev kritiske artikler om transportfirmaet.

- Det her skal stoppes, det er jo den ene sag efter den anden, der vælter ud af skabene, siger Freddy Blak.

Hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet bekræfter man at have fået politianmeldelsen.

- Den ser vi nu nærmere på, lyder det fra politikommissær Frede Bisgaard.

Hos Region Syddanmark siger direktør Mikkel Hemmingsen, at han ikke mener der er sket noget i den her sag, som politiet skal involveres i.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Waterfront.

FacebookTwitter