Præst sigtet for skrive attentatmands navn

Navnet på den mistænkte i sagen om drabsforsøget på Lars Hedegaard er blevet viderebragt flere gange.

Kathrine Lilleør har i en anmeldelse i Berlingske trodset et navneforbud mod Lars Hedegaards attentatmand. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

En kendt præst er blevet sigtet af Københavns Politi for at overtræde et navneforbud i en straffesag, oplyser Radio24syv.

Kathrine Lilleør bekræfter over for radiostationen, at hun er blevet sigtet, men hun ønsker ikke at udtale sig.

Hvis hun senere tiltales og derefter findes skyldig, risikerer hun en bødestraf.

Sigtelsen skyldes præstens anmeldelse af en bog i Berlingske i oktober sidste år.

I anmeldelsen gengav Kathrine Lilleør navnet på den person, som politiet mistænker for at ville dræbe debattør og journalist Lars Hedegaard.

Men dette er i strid med det navneforbud, som en dommer i Retten på Frederiksberg har nedlagt.

Anmeldelsen drejede sig om Lars Hedegaards bog "Attentatet".

Også Lars Hedegaard har viderebragt navnet på trods af rettens kendelse. Hedegaard er blevet tiltalt, og sagen behandles af retten i februar.

/ritzau/

Facebook
Twitter