Praktikgaranti skal lokke unge til håndværksfag

Fremtiden ser lovende ud for Sarah fra Viborg, der har valgt et håndværksfag.

Fremtiden ser lys ud for de unge der vælger et håndværksfag. (Foto: Anne Bæk © Scanpix)

En garanti om en praktikplads, når man starter på en erhvervsuddannelse skal få flere unge til at vælge håndværksfagene.

Det håber de på hos metal- og maskinindustrien, der sammen med en række skoler har lavet en aftale, der giver erhvervsskole-eleverne et redningsnet, hvis de ikke selv kan finde en praktikplads.

Sarah Brøndum drømmer om at blive kleinsmed, og for to uger siden startede hun på Erhvervsskolen Mercantec i Viborg og fik en garanti for, at hun har en praktikplads, når hun er færdig med grundforløbet.

- Det er rart at vide, man starter på noget, hvor man er sikker på, at man har en fremtid i det, siger Sarah Brøndum.

Vil mangle håndværkere

Mercantec er én af tre erhvervsskoler i Jylland, som i øjeblikket tilbyder praktikgaranti til fire af deres uddannelser - og det glæder deres uddannelseschef Marianne Villesen.

- Vi vil rigtig gerne signalere, at der er mange gode praktikpladser. Der er brug for, at flere unge vælger nogle af de her uddannelser, siger Marianne Villesen.

En analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd viser, at Danmark om otte år risikerer at mangle 70.000 håndværkere og andre faglærte.

Derfor er Marianne Villesen hele tiden i tæt dialog med områdets virksomheder.

- Det er også et spørgsmål om at udvide antallet af paktikpladser, for vi kender de fleste i forvejen, siger Marianne Villesen.

Redder deres egen fremtid

Sarah Brøndum vil gerne til udlandet og være svejsemester - og hvis det ikke havde været for praktikgarantien, så havde verden måske været en svejsemester fattigere.

- Hvis jeg ikke havde haft den garanti, er jeg ikke sikker på, at jeg havde valgt en uddannelse, siger Sara Brøndum.

Aftalen mellem industrien og skolerne er ikke kun til gavn for eleverne, pointerer Sabrine Vestergaard, der er konsulent ved industrisamarbejdet i Dansk Industri.

- Rigtig mange af de faglærte inden for de her fag har en høj alder i dag, så vi ved, at virksomhederne kommer til at mangle de her typer i fremtiden. Så de redder deres egen fremtid, siger Sabine Vestergaard.