800 millioner kroner blev for tre år siden øremærket til nye, store lægehuse. Første portion på 202,2 millioner kroner skulle have været udmøntet i år, men det er ikke sket. Og der endnu ikke taget stilling til, hvordan eller hvornår puljen skal udmøntes.
De mange millioner kan være med til at skabe langt bedre faciliteter for de praktiserende læger og være med til at lokke langt flere læger til dele af Danmark, hvor det er svært at rekruttere praktiserende læger.
Pengene kunne allerede have gjort en gevaldig forskel, siger Christian Freitag, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO).
- Vi kan få rigtig mange faciliteter for de penge. Også selv om de skulle fordeles i hele landet. Vi kunne skabe nogle bedre rammer, og det betyder rigtig meget, når vi skal rekruttere læger. Og vi kunne skabe nogle faciliteter, der vil tiltrække en masse læger, siger Christian Freitag.
En rundspørge lavet af DR Nyheder blandt de fem regioner viste for nyligt, at der mangler 158 praktiserende læger. For to år siden var tallet 116.
Planen var oprindeligt, at den ene halvdel af pengene skulle have været udmøntet i 2016, mens anden halvdel skulle udmøntes i år.
Den plan har dog ændret sig, og af finansloven for i år fremgår, at puljen skal fordeles med 202,2 millioner kroner om året fra i år og frem til 2020.
Kommer til at tage tid nu
Regeringen har endnu ikke taget stilling til, hvordan pengene skal bruges, og det ærgrer Christian Freitag.
- Det kommer til at tage meget lang tid. Pengene ville speede udviklingen op. Vi har allerede set det inden for sygehussektoren, hvor man har brugt rigtig mange milliarder på nye sygehuse. Det tiltrækker læger, og det er jeg sikker på, at det også vil gøre i vores del af sundhedsvæsenet, siger Christian Freitag.
Det, der tiltrækker flere læger, er bl.a. at have mulighed for at samarbejde med flere faggrupper, hvis flere læger er samlet et sted, ligesom det har betydning, at forholdene for patienterne bliver forbedret.
- Så ser vi os selv i det job med langt større glæde, end hvis det er mere sporadiske forhold, siger Christian Freitag.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kan endnu ikke sige, hvordan pengene skal bruges i de kommende år.
- Vi har både haft et udvalgsarbejde om det nære og det sammenhængende sundhedsvæsen og en overenskomst med de praktiserende læger (PLO), der skulle på plads, før det gav mening at tage hul på de fire gange 200 millioner kroner til at styrke behandlingen og investere i nye rammer, lyder det i et skriftligt svar fra Ellen Trane Nørby.