Pressens øjne hviler på aftenens statsrådsmiddag

Kongehuset afviser dog, at der skulle ske noget spektakulært til middagen.

Der blev gættet til den store guldmedalje forud for statsrådsmiddagen i 2009. Se klippet fra dengang her.

I aften er dronning Margrethe vært ved en sjælden middag på Amalienborg. Der er tale om en såkaldt statsrådsmiddag, hvor dronningen, kronprinsparret, hofmarskallen samt regeringen og statsministerens departementschef tæller gæsterne.

En middag af den kaliber er ganske sjældent og skete sidst for otte år siden. Da var det blot tredje gang siden år 2000.

Da statsrådsmiddagen blev sat på kongehusets officielle kalender, eksploderede nettet i gisninger som "hvorfor skal der holdes sådan en sjælden middag netop nu?" Og "hvad er bagtanken ved den?"

- Mystik om sjælden statsrådsmiddag: Dronningen skal mødes med regeringen, skrev TV2 i en webartikel, hvor det blev pointeret, at efter sidste middag i 2009 gik statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) af, og ved middagen i 2003 blev kronprins Frederiks nyforlovede præsenteret for regeringen første gang.

På grund af disse to oplysninger og det faktum, at også kronprinsesse Mary deltager, selv om protokollen ikke foreskriver dette, er der blevet gættet i krogene rundt om i de danske mediehuse, om dronningen måske kunne finde på at abdicere.

Afviser mystik

Til Jyllands-Posten meddelte kongehuset, at der intet "odiøst" var i middagen, men da mange ikke fandt det svar tilstrækkeligt, blev gisningerne ikke mindre.

Tirsdag aften valgte dronningens kabinetsekretær så over for Berlingske at forsøge at lægge låg på gætterierne. Han afviste direkte, at der var noget mystisk over middagen.

- Nogle gange er der en anledning, og andre gange er det bare, fordi man ønsker at følge en tradition for at se sine samarbejdspartnere med jævne mellemrum, sagde kabinetsekretær Henning Fode til avisen og fortsatte.

- Jeg er bange for, at vi ikke kan møde op med noget spektakulært. Der sker nok et eller andet ude i verden, men det har altså ikke noget med Statsrådet at gøre. Og der sker ikke noget i kongehuset, som på nogen måde skal annonceres i forbindelse med statsrådet, lød det.

Henning Fode oplyser desuden over for Berlingske, at når der er gået otte år siden sidst, skyldes det, at det ikke kunne lade sig gøre, da Helle Thorning-Schmidt (S) var statsminister, da der var mange regeringsrokader, og fordi SF valgte at forlade regeringen.

- Det lykkedes simpelthen bare ikke i den periode. Men det er lykkedes denne gang, siger han.

  • Fakta om statsrådet og aftenens middag

  • Statsrådet er et organ bestående af den siddende regent, en eventuel myndig tronfølger samt samtlige ministre.

  • Der afholdes mellem 10-12 statsrådsmøder hen over et folketingsår.

  • Møderne foregår næsten altid om onsdagen og oftest i Statsrådssalen på Christiansborg i København.

  • Hvis dronningen er i udlandet, vil typisk tronfølgeren deltage.

  • Til statsrådsmødet underskriver dronningen sammen med en minister de love, som Folketinget har vedtaget.

  • Regeringen orienterer også dronningen om de nye lovforslag, den vil fremsætte i Folketinget.

  • Der er typisk mellem 50 og 70 sager pr. møde.

  • Statsrådet er mest en højtidelig ceremoni og ikke et møde, hvor der bliver truffet beslutninger.

  • To gange om året er statsrådet samlet ved lidt mere festlige lejligheder. Det sker ved sidste møde inden jul, hvor der serveres småkager og gløgg, og inden sommerferien byder dronningen på kaffe og ønsker god sommer.

  • Aftenens statsrådsmiddag er så en særlig festlig begivenhed.

  • Egentlig forsøger man at holde den én gang pr. valgperiode, men uforudsete begivenheder som regeringsrokader mm. kan udskyde planerne.

  • Gæsterne i aften er dronningen, kronprinsparret, regeringen, hofmarskal, Michael Ehrenreich, kabinetsekretær Henning Fode, ceremonimester Kim Kristensen samt Statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen.

  • Der vil blive serveret en middag, der typisk består af fire retter.