Prins Henrik: Stolt af at være anerkendt

- Jeg er selskab med mange dygtige danskere, der har gjort noget for deres land, sagde en stolt prins Henrik, efter han i dag modtog hæderspris.

Berlingske Medias koncerchef Lisbeth Knudsen overrakte torsdag årets Berlingske Fonds Hæderspris til Prins Henrik. (Foto: Niels Ahlmann Olesen © Scanpix)

- Jeg er stolt af at være anerkendt. Det er jeg rigtig glad for.

Sådan sagde prins Henrik i dag efter at have modtaget en hæderspris af Den Berlingske Fond.

Prisen uddeles hver januar og går til en dansker, der har haft stor politisk, erhvervsmæssig eller kulturel betydning for Danmark.

Blandt dygtige danskere

Udover æren får modtageren 100.000 kroner, som prins Henrik dog har valgt at give til Det Danske Studenterhus i Paris, hvor han selv boede som studerende i tre år.

- Det betyder meget for mig. For det første vidste jeg ikke, at jeg kunne modtage prisen, og jeg ved, at jeg er selskab med mange dygtige danskere, der har gjort noget for deres land, sagde en glad prins efter overrækkelsen.

Tidligere modtagere af prisen er blandt andre forfatteren Benny Andersen, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og filminstruktør Nils Malmros og professor Nina Smith.

Gøre noget for Danmark

- Mit mål har altid været at servere og hjælpe, og at være med til at gøre noget for Danmark, sagde prinsen til DR Nyheder.

Udover hædersprisen blev der også givet en journalistpris på Berlingske i eftermiddag.

Den gik i år til både Puk Damsgaard, der er DR's korrespondent i Mellemøsten, og Simi Jan, der er TV 2 Nyhedernes korrespondent i Pakistan.

Facebook
Twitter