Prins Henriks kammertjener ser tilbage: Prinsen ringede til mig kort før sin død

Anker Andersen var kammertjener for prins Henrik i 33 år, men blev overrasket over at være inviteret med til selve bisættelsen.

Anker Andersen var igennem en menneskealder ansat som prins Henriks kammertjener. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Da prins Henrik blev bisat den 20. februar i år, var det kun de allernærmeste familiemedlemmer, venner, statsministeren, folketingets formand og nogle få af hoffets ansatte, der var med i kirken.

Og så også Anker Andersen.

I 33 år var han ansat som kammertjener for prins Henrik og var en fortrolig og skattet medarbejder, der tog sig af alt muligt praktisk for prinsen - lige fra at dampe smokingen til at rette på ordener, pakke til rejser og tage med på disse.

Og selv om det er 18 år siden, han arbejdede for prins Henrik, blev han aldrig glemt.

- Jeg vidste, at der skulle være en bisættelse, men jeg havde aldrig drømt om, at jeg var inviteret med til bisættelsen i kirken, for sådan var det ikke normalt. Men jeg var inviteret, og det betød fantastisk meget, siger Anker Andersen her 10 måneder efter prins Henriks død og bisættelse.

Anker Andersen sidder her på bagerste række, yderst, til bisættelsen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Den sidste samtale

Hvert år modtog Anker Andersen et personligt julekort fra sin tidligere chef. Når der skete store ting i deres liv eller til højtiderne, snakkede de af og til i telefon sammen. For eksempel ringede prins Henrik til Anker Andersen for at ønske god jul og godt nytår så sent som sidste år.

Få dage inden prinsen døde, ringede telefonen også hjemme hos ”Andersen”. Det var prins Henrik, der ringede fra Rigshospitalet, hvor han var indlagt.

- Lørdag ringede min telefon: ”Ah, goddag Andersen, det er prins Henrik”. ”Goddag, Deres kongelige højhed”. Så siger han: ”Hvordan har De det? ”Jo tak, det går, men jeg er mere interesseret i, hvordan det går med Deres kongelige højhed?” ”Det går fint nok”, siger han så. ”Det glæder mig,” svarede jeg. Så talte vi lidt sammen. Og så sagde han: ”Så må De have det rigtig godt, Andersen”. ”Ja tak, i lige måde, Deres kongelige højhed og tak for ringet”, og så blev der lagt på.

Her ses prins Henrik og Anker Andersen sammen på en af de utallige opgaver, de var på sammen. (© PRIVATFOTO)

Som kammertjener kom Anker Andersen meget tæt på prins Henrik og dronningen.

- Men man skal vide, at man aldrig bliver i familie med dem, men de står én meget nært, når der sker noget. Og det gjorde prinsen i hvert fald. Han var meget nærværende, også med os personale. Der skulle ikke være meget, før han opdagede ”hov, er det noget galt med ham?”, fortæller Anker Andersen, der også understreger, at der dagen efter Anker Andersens hustrus død lå et kondolencebrev fra prins Henrik med ordene: ”Er der noget, jeg kan gøre for Dem, må De endelig sige til”.

- Det var prinsen - sådan var han, konstaterer Anker Andersen.

Prinsen fortjente de smukke blomster og ord

Allerede dagen efter prins Henriks død kunne man se og læse interview med Anker Andersen, blandt andet her på dr.dk.

På dagen for nyheden om prinsens død havde han nemlig brug for luft og gik en tur ind på Amalienborg Slotsplads, hvor flere fra pressen genkendte ham. Anker Andersen var gået derind for at mindes og se, hvad der skete.

Tusinder af blomster og hilsner blev lagt foran Amalienborg efter prins Henriks død. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Og for den tidligere kammertjener var de mange tusinde blomster og tegninger fra danskerne noget helt særligt.

- Jeg synes, at det var virkelig fantastisk at opleve den støtte og opbakning. Det var synd, at han ikke selv nåede at opleve det, som folk gav udtryk for. Men jeg glædede mig virkelig meget over det. Han fortjente det, siger Anker Andersen.

Prinsen i en nøddeskal

For Anker Andersen var det tydeligt, at prins Henrik selv havde planlagt, hvad der skulle ske efter hans død, lige fra den sidste rejse fra Fredensborg Slot, hvor prinsen sov stille ind, til bisættelsen og spredning af asken.

Især bed den tidligere kammertjener mærke i, at det var prinsens eget personale og ikke officerer, som det normalt ville være, der bar kisten fra hjemmet på Fredensborg Slot og ind i rustvognen.

Se prins Henriks kiste blive båret ud af personalet:

- Det var prinsen i en nøddeskal. Prinsen holdt meget af sit personale, og de holdt meget af ham, siger Anker Andersen og fortæller om en rejse til Sydkorea, hvor prins Henriks omsorg for sit personale også trådte tydeligt frem.

Prinsen og Anker Andersen kom på denne rejse til Sydkorea forbi en butik, som prinsen syntes så spændende ud. De gik derind, og der købte prinsen gaver til nogle af sine ansattes børn, der var adopteret fra landet.

- Selv på en tur til Korea, hvor vi går rundt, har han tanke for, at nogle af personalets børn kommer derfra. Det er bare så stort, at han kan tænke, at de her børn skal have noget. Men sådan var han, siger Anker Andersen.

Selv Christiania huskede ham

At prinsen favnede bredt stod ikke mindst klart til bisættelsen, hvor Anker Andersen på vej ind i kirken så en krans fra fristaden Christiania.

Kransen fra Christiania til prins Henriks bisættelse (© dr)

- Der var også en stor grøn krans fra Christiania, kunne jeg lige nå at skimte, da jeg gik forbi, og jeg tænkte: ”Ja, selv Christiania huskede prinsen”. Han havde jo været derude på uofficielt besøg. Det var faktisk sådan, at de lavede en Christianiamønt til ære for prinsen. Prinsen favnede faktisk mange, og når vi var ude, var han god til at tale med folk og spørge ind til alt muligt, siger Anker Andersen.

Det sidste møde

Den sidste gang, Anker Andersen var sammen med prins Henrik, var i september sidste år på Fredensborg Slot, hvor kammertjeneren skulle aflevere sin nye bog om sit liv som netop kammertjener til prins Henrik og dronning Margrethe.

Anker Andersen blev mødt med store smil og varme fra både dronningen og prins Henrik, der glædede sig til at læse bogen.

- Så kommer dronningen ind fra sit soveværelse og siger: ”Næ, godmorgen Andersen, hvad skyldes æren?” Jeg siger så: ”Deres majestæt. Jeg har bogen, som jeg gerne vil have lov at overrække Deres majestæt”. Så fortæller jeg, at jeg skal i Aftenshowet samme aften. Så går dronningen over til prinsen og tager ham om skulderen og siger: ”Nå skat, så skal vi to se fjernsyn i aften”. Der havde vi en sjov samtale om bogen. Der var han i rigtig godt humør og grinede, og jeg kunne slet, slet ikke se, at det ville gå så stærkt, som det gjorde.

  • Her hilser Anker Andersen på dronning Margrethe til hendes 60 års fødselsdag. (Foto: KLAUS MØLLER © Scanpix)
  • Anker Andersens 40 års jubilæum blev holdt på Amalienborg. (Foto: BJARKE ØRSTED © Scanpix)
  • Anker Andersen efter bisættelsen af prins Henrik. (Foto: Jens Dresling © Scanpix)
1 / 3

Netop på grund af det tætte bånd har prins Henriks død berørt Anker Andersen meget.

- Det har været svært, for prins Henrik fyldte jo meget. Vi var jo sammen i 33 år.

Facebook
Twitter