Prins Henriks samlinger skal på auktion

Kongehuset vil sælge dele af prinsens samlinger af skulpturer og masker.

Prins Henrik kommer til Koldinghus i 2017 for at åbne en udstilling af hans egen samling af jadekunst. (Foto: Chresten Bergh © Chresten Bergh)

Væsentlige dele af prins Henriks jadesamling samt samlingen af afrikanske masker og skulpturer kommer på auktion.

Det sker i forbindelse med boopgørelsen efter prinsens død, skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Salget af samlingerne sker i overensstemmelse med prinsens testamente.

Familien har forud for auktionen udvalgt dele af samlingen, som de ønsker at beholde, skriver kongehuset.

Udstillet flere gange

Prins Henrik var i mange år en passioneret samler. Prinsens samlinger består i dag af flere end 6.000 genstande.

Samlingerne sættes på auktion i begyndelsen af august gennem Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

Dele af samlingerne har været udstillet flere gange. Senest i 2017 åbnede Museet på Koldinghus udstillingen "Himmelsten", hvor besøgende kunne opleve prins Henriks orientalske jader.

En del af provenuet vil gå til de to kongelige fonde, Kronprinsparrets Fond samt Nikolai og Felix Fonden.

/ritzau/

Facebook
Twitter