Prins Joachim om sin plads i den kongelige familie: 'Det er ikke altid nemt'

Ifølge Stéphanie Surrugue puster prinsen til ilden ved at lufte sin utilfredshed.

Prins Joachim fortæller til et fransk magasin om rollen som nummer to efter sin storebror. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

For første gang sætter prins Joachim ord på den utilfredshed, han føler i forbindelse med sin rolle i det danske kongehus.

Det sker i et interview med det franske magasin Point de Vue, som er landets version af Billed Bladet. Da prins Joachim bliver spurgt til sin rolle som nummer to efter kronprins Frederik, lyder svaret:

- Mellem os, så er det mere kompliceret. Kronprinsen skal blot følge tingenes gang. Men intet er defineret, hvad angår den rolle, der tilhører nummer to og hans hustru. Hverken skriftligt eller mundtligt. Min far kendte den samme utilfredshed, og det lykkedes ham aldrig at få en klarhed over sin plads i den kongelige familie.

Efterfølgende spørger magasinet, om det er op til prinsen selv at definere sin rolle, hvortil han svarer:

- Det er ikke altid lige let. Det er op til os selv at finde ud af det, mens vi bliver på pladsen som nummer to.

'Han puster til ilden'

DR's internationale korrespondent, Stéphanie Surrugue, interviewede sidste år prins Joachim, og hun mener, at prinsens udtalelser er iøjefaldende:

- Prins Joachim kommer måske lidt uforvarende til at puste til ilden, når han over for det franske magasin Point De Vue sammenligner sin utilfredshed med sin fars utilfredshed, efter som prins Henrik flere gange skabte postyr i kongeriget ved at udtale sig kritisk om sin egen rolle og situation i den danske kongelige familie.

Ifølge Stéphanie Surrugue er der dog en afgørende forskel i rollen som prinsgemal og i prins Joachims position som nummer to efter kronprinsen.

- Danmarkshistorien har haft masser af eksempler på små brødre, men prins Henrik var den første prinsgemal i historien. Man har ikke kunnet slå op i historiebøgerne og se, hvad en prinsgemal skulle gøre, siger hun.

Prins Joachim har stor respekt for prins Harry

Udover at berøre sin rolle i den kongelige familie, fortæller prins Joachim i interviewet med Point De Vue også om sin families liv i Frankrig og om den blodprop, han sidste år blev ramt af.

Derudover udtaler han sig som det første medlem af den danske kongelige familie om prins Harry, der sidste år trak sig fra at være 'fremtrædende medlem' af den britiske kongefamilie sammen med sin hustru Meghan, hertuginde af Sussex. Parret flyttede desuden fra Storbritannien til USA.

- Jeg har enormt respekt for prins Harry. Han er meget modig. Han har turdet følge sit hjerte. Han er den eneste, der ved, hvordan han tænker, siger prins Joachim i interviewet.

Prins Joachim startede på jobbet som forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Paris i september 2020. (Foto: Kongehuset © Scanpix)

Ligesom prins Joachim er prins Harry også lillebror til landets kommende konge, og deres roller minder derfor om hinanden, pointerer Stéphanie Surrugue:

- Jeg synes, det er interessant at notere sig, at netop de to prinser har en del til fælles. De er begge nummer to og den yngste prins. De har begge giftet sig med udlændinge og er flyttet til udlandet. Hvis nogen skulle kunne sætte sig ind i Prins Harrys beslutning, må det være prins Joachim.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk