Prins Joachim overrasker i tv-program: 'Han var slet ikke så højrøvet, som jeg troede'

Tre danskere, der mødte prinsen under arbejdet med DR-programmet ’Prins Joachim fortæller’, beskriver prinsen som oprigtigt nysgerrig og begejstret for historien.

(© (C) DR Nyheder)

Danmarks historie er noget, der interesserer prins Joachim.

Det er ikke noget, han i kraft af sin status er nødsaget til at have styr på. Det er noget, han er oprigtigt nysgerrig på og også ved en hel del om.

Han siger selv i introen til DR-programmet 'Prins Joachim fortæller'.

- I over 1000 år har Danmarks historie været tæt forbundet med min families historie. Jeg føler mig derfor tæt forbundet med de begivenheder, der har skabt det her stykke land, som hedder Danmark, siger han.

Og det kan der være noget om. Prinsen ser ud til at interessere sig for de begivenheder, der har ændret samfundet, og han er interesseret i de danskere, som har noget at fortælle.

Det er i hvert fald opfattelsen hos en række af de personer, der mødte prins Joachim under optagelserne af programmet 'Prins Joachim fortæller'.

Ens for dem alle er, at de er overraskede efter mødet med prinsen. Både på grund af hans viden, men også på grund af hans personlige fremtræden.

- Alle mine fordomme blev splittet i atomer, for han var slet ikke så højrøvet, som jeg troede. Han var helt almindelig, fortæller Gunver Jensen, der som valgstyreformand viser prinsen rundt ved et valgsted til folketingsvalget.

- Jeg havde sagtens kunnet være sammen med ham i flere timer, siger hun.

Samme oplevelse havde forfatter og doktor Steffen Jacobsen.

- Jeg har haft et indtryk af, at han var reserveret og måske lidt forstokket og gammeldags, men det var han overhovedet ikke. Vi grinede faktisk ret meget og fandt hurtigt ind i en samtale, der var fortrolig og afslappet, siger han.

Stor historisk viden

Over seks programmer undersøger prinsen vores tro, vores skole, vores demokrati, vores grænser, vores symboler og vores lov.

Og det var tydeligt, at han vidste, hvad han snakkede om, mener Julie Avery. Hun er historiker ved Rigsarkivet, hvor hun viste prinsen Danmarks første grundlov fra 1849.

Se prins Joachim få fremvist den allerførste grundlov på Rigsarkivet.

Rigsarkivet har hele Danmarks historie opbevaret fra vugge til grav, forklarer Julie Avery, der oplevede det som 'historiens vingesus' at skulle vise stedet til en fra kongefamilien.

Og begejstringen var også tydelig hos prins Joachim, forklarer hun.

- Han havde en oprigtig interesse i grundloven og en forståelse for, hvilket skifte der var i, at vi afskaffede enevælden og fik demokrati, siger hun.

- Det er fornøjelse, når der kommer så vidende et menneske ind, der var så interesseret i danmarkshistorien og faktisk ved, hvad vi står med, og som har den respekt for arkivalierne og forstår deres betydning, siger Julie Avery, historiker ved Rigsarkivet.

Ungdommelig nysgerrighed

Under besøget hos Gunver Jensen ved et valgsted i Kalundborg, fortæller prins Joachim, at han aldrig har været nede at stemme.

- Jeg er på vej til valg. Folketingsvalg. Det er første gang, jeg skal opleve, hvordan et valg foregår ude på valgstedet, siger han i programmet.

- Jeg har min grundlovssikrede ret til at stemme... Men jeg kunne aldrig drømme om at bruge den.

Derfor må Gunver Jensen starte helt fra bunden med at vise stemmeseddel, stemmeboks og valgurne frem, ligesom hun gør det, når hun har skolebørn på besøg.

- Så når jeg nu skulle gentage det, jeg fortæller til 4. klasser, til en voksen mand, så var det lidt underligt.

- Men han spurgte interesseret, og selvom jeg måtte forklare som til et lille barn, var det ikke nogen leg, nej det var sgu ærlig snak. Det var en god oplevelse, siger hun.

Se Gunver Jensen vise prins Joachim rundt på valgstedet i Kalundborg i programmet 'Prins Joachim fortæller'.

Et godt eksempel

Den formulering, 'en god oplevelse', bruger Morten Teilmann Jørgensen, der er museumschef ved Kongernes Jelling, også. Han viste prinsen Jellingestenen og tog en snak med ham om Harald Blåtand, og hvordan han gjorde danskerne kristne.

Og her var det tydeligt, at prins Joachim vidste en hel del om Danmarks historie, men han var samtidig lydhør over for ny viden, fortæller museumschefen.

- Han er et godt eksempel på dem, der er fede at fortælle historier. Når man har en baggrundsviden, men også er parat til at få ændret på sin idé om historien. Og det var han klar til, og vi havde en god dialog.

- Det er jo prins Joachims families historie. Selvom det er 1000 år siden, så er han en del af Jellingdynastiet. Det er sjovt, at når man står foran den sten, Harald Blåtand har lavet, så betyder det også noget for ham, siger Morten Teilmann Jørgensen.

Han oplevede også prinsens oprigtige nysgerrighed og begejstring for historien.

- Når man lever i en verden, hvor mange døre er åbne, fordi man er kongelig, så er det fedt at se, at man det stadig kan gøre en pjattet at åbne en lille luge og kravle ind til Jellingstenen, siger museumschefen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk