Prins Vincent om pandaerne: 'Nuttet og fluffy'

I dag blev pandaanlægget i København Zoo indviet.

Fra morgenstunden stod skolebørn med pandabamser og pandahuer i kø for at komme ind og hilse på pandaparret i København Zoo.

Pandadiplomati eller ej. Der er ingen tvivl om, at det pelsede kærestepar trækker stor opmærksomhed. Og i dag skulle pandaanlægget indvies.

Bamser, der skiller vandene

Ved åbningen deltog kronprinsesse Mary og hendes yngste børn, prins Vincent og prinsesse Josephine.

- Jeg har set en panda. Den er meget fluffy og nuttet, fortalte prins Vincent til DR Nyheder, efter han havde fået øje på en af bjørnene.

Sådan tænkte de fleste børn om de nye kinesiske medlemmer, som ankom til Danmark for en uge siden. Men Ingrid Solvang Erichsen på 7 år havde godt hørt om danskernes forhold til Kina.

I videoen nedenfor kan du se Ingrid Solvang Erichsen fortælle om pandaerne.

- Der er nogle, der ikke så godt kan lide, at vi har fået pandaerne. De synes, at Kina skal være deres eget land. Men jeg synes bare, at det er dejligt, de er her, siger hun.

Alligevel var det hverken Tibet eller udenrigspolitik, hun tænkte på, da hun besøgte pandaerne.

- Jeg tænker, at den ser sød ud, og at jeg har lyst til at kramme den, sagde hun.

10-årige Cecilie Lindstrøm Vilstrup vidste også godt noget om, at Kina har ry for at behandle sit folk dårligt, men hun er alligevel glad for, at vi har fået lov at låne pandaerne.

- Den er blød og pjusket. Og det er fedt, at man kan få lov til at se den i virkeligheden.

Forrud for åbningen er der blevet arbejdet i næsten 10 år på at få et pandapar fra Kina, som er kendt for at bruge pandaerne som et politisk redskab.

Derfor var det en stor dag for København Zoo, som endelig fik lov til at præsentere de store dyr for offentligheden.