Prinsesse Isabellas første skoledag

Den seks årige prinsesse kan allerede bogstaverne og tallene, når hun i dag begynder i 0. klasse.

Prinsesse Isabella fortalte, at hun allerede kender et par søde piger i klassen, og at storebror prins Christian har fortalt meget fra skolen. Kronprinsparret tilføjede, at hun allerede kan både tal og bogstaver. (Foto: © Anette Dich, DR)

Tranegårdskolen i Hellerup får endnu en kongelig skoleelev, når prinsesse Isabella i dag begynder i 0. klasse.

Inden hun skulle møde sine klassekammerater og lærer, blev hun fotograferet på Amalienborg sammen med sine forældre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Journalister og fotografer stod tæt for at forevige en spændt prinsesse med rygsæk og penalhus.

Glæder sig til lektierFør prinsessen forlod Amalienborg, stillede hun op til pressemøde med sin far og mor omkring sig.

Isabella fortalte, at hun allerede kender et par søde piger i klassen, og at storebror prins Christian har fortalt meget fra skolen.

Kronprinsparret tilføjede, at Isabella er skoleklar og allerede kan både tal og bogstaver.

På spørgsmålet om, hvad hun glæder sig mest til i skolen, lød svaret klart og tydeligt:

- Lektier.

Prinsesse Isabella, der havde sin nye skoletaske på ryggen - en mørkeblå med pink kanter, lavede som sædvanligt små dansetrin foran fotograferne.

Anden kongelige i folkeskolen

Prinsesse Isabella er den anden kongelige, som skal gå i en almindelig folkeskole. Hun skal som sine klassekammerater også gå på SFO'en på Tranegårdskolen.

Storebror Prins Christian er den første, der begyndte i en folkeskole. Den 7-årige prins går nu i 2. klasse på Tranegårdskolen.

Valget af Tranegårdskolen er således i tråd med kronprinsparrets ønske om, at deres børn skal gå i kommunal skole, i modsætning til kronprins Frederik og prins Joachim, der begge har gået på privatskolen Krebs' på Østerbro.

Prins Joachims to sønner, Nikolai og Felix, går også på Krebs Skole.

Kronprinsparret vil gerne gøre prinsesse Isabellas første skoledag så normal som mulig. De har derfor bedt om, at pressen kun tager billeder foran Amalienborg, inden familien kører til skolen.

Profil på skolen

Tranegårdskolen skriver på sin hjemmeside, at den lægger vægt på faglighed, fællesskab og ordentlighed. Dens mål er at være blandt de bedste to procent folkeskoler målt ud fra dens værdigrundlag.

Skolen arbejder i en klassisk skolestruktur, hvor klasserne og klasselærerne er de centrale omdrejningspunkter.