Prisstigninger på korn, kød og mælk: Sådan får tørken betydning for din pengepung

Tørken rammer produktionen af råvarer, og det vil få priserne på dagligvarer til at stige, spår økonomer.

(Foto: Kaare Smith © Scanpix)

Tørken har sat sine tydelige spor i landbruget, og de høje temperaturer vil med al sandsynlighed kunne mærkes på din pengepung. Måske allerede i august.

Sådan lyder vurderingen fra erhvervsøkonomisk chef hos videnscenteret Seges, Klaus Kaiser.

- Varmen har ramt den primære produktion, og når råvarernes pris stiger, så stiger omkostningerne på færdige varer også. Det vil de, der køber ind i butikkerne, kunne mærke, siger han.

Effekten vil ifølge Klaus Kaiser være størst på fødevarer som korn, mel og havregryn. Tørken rammer nemlig direkte ind i kornprodukter.

Rammer som en boomerang

Dernæst kan prisstigningerne ramme kød og mælk på grund af den mangel, der denne sommer har været på græs og foder til landbrugets kvæg.

- De økologiske producenter slagter flere køer end de plejer. Det betyder i første omgang, at der kommer ekstra kød ud i køledisken, som måske bliver en anelse billigere. Men så rammer det som en boomerang, siger Klaus Kaiser.

Der vil ganske enkelt være mindre kød og muligvis også mindre økologisk mælk, og det kan ifølge ham få prisen til at stige igen.

- Hvis tørken fortsætter som nu kan det endda ikke udelukkes, at udviklingen også vil gælde på det konventionelle marked.

Stiger i hele verden

Det ser ifølge Klaus Kaiser ikke bedre ud, hvis man kigger ud over landets grænser. For det første er det meste af verden ramt af høje temperaturer, som tvinger landmænd i knæ - for det andet fastsættes råvarepriserne globalt, lyder det fra landbrugsøkonomen.

- Priserne på den her slags fødevarer er stort set ens i hele verden, så vi kan ikke importere os til lavere priser, siger Klaus Kaiser.

Han påpeger, at priserne på verdensmarkedet godt kan holde sig oppe helt indtil næste høstår.

- Det afhænger af de store råvarebørser rundt omkring i verden. Og hvis høsten så også bliver dårlig næste år, så stiger de formentlig endnu mere. Modsat vil priserne falde igen, hvis vi får en god høst, lyder vurderingen.

Kroner eller øre?

Hvor meget priserne i Danmark mere præcist vil stige, tør Klaus Kaiser dog ikke spå om. Et forsigtigt bud fra administrerende direktør i rådgivningsvirksomheden Patriotisk Selskab, Nils Rasmussen, lyder på, at det vil handle om få kroner og øre.

- Jeg vil tro, at en pose havregryn går en krone op eller noget i den størrelsesorden, og et brød vil nok stige 25 øre henset til de stigninger, landmanden får ud af den samme mængde, siger han.

Men Klaus Kaiser understreger, at butikkernes adfærd har stor betydning for fødevarernes endelige pris, og at det kan være svært at vide, hvordan detailkæderne vil reagere.

- Forbrugerne kan risikere at se frem til ret store prisstigninger efter sommerens tørkedage, ligesom under den sidste store fødevarekrise, hvor butikkerne benyttede lejligheden til at hæve priserne ekstraordinært meget, siger Klaus Kaiser.

Godt med æbler på vej

De høje temperaturer i Danmark, der nogle dage er nået helt op over 30 grader, har også haft negative konsekvenser for produktion af broccoli, blomkål og kartofler, hvilket måske vil spejle sig i de grøntsagers pris.

Du kan dog glæde dig over, at alt lader til at gå i modsat retning for eksempelvis majs, æbler, pærer, agurker og tomater, der er frugt og grønt med gode vækstbetingelser i solrigt vejr.

Flere avlere melder om øget produktion på helt op mod 20 procent, og hos detailhandelskoncernen Salling Group, der omfatter varehuse og butikskæder som Netto, Føtex, Bilka og Salling, kan påvirkningen fra det overraskende sommervejr mærkes.

- Frugt- og grøntsæsonen er rykket længere frem på grund af vejret. Der er rigtig mange majs lige nu, så de kan godt gå lidt ned i pris, fortæller detailhandelskoncernen pressekontakt, der også påpeger, at den danske æblesæson ser ud til at starte allerede i august.