Private bilkøbere snyder tidligere ejere

Både færdselspolitiet og FDM oplever i stigende grad at få henvendelser fra private bilsælgere, der modtager regninger for biler, der ikke længere er deres.

Dagligt ringer danskere til færdselspolitiet og brokker sig over, at de har modtaget regninger for en bil, de har solgt privat. Men hvis ikke køberen har omregistreret bilen, så er det fortsat den gamle ejer, der sidder med regningen, siger Morgens Knudsen fra færdselspolitiet. (Foto: © Brian Bergmann, Scanpix)

Når du sælger din bil privat, kan det være en god ide, at tage den nye ejer i hånden og få omregistreret bilen med det samme. Det er nemlig langt fra alle købere, der omregistrerer bilen som de første, når de kommer hjem.

Og så er det fortsat den tidligere ejer, der må punge ud for vægtafgifter, forsikringer, p-bøder og benzinregninger.

- Vi får dagligt opkald omkring det her fænomen. Det bliver mere og mere udbredt, og de, der henvender sig, er typisk folk, der sælger deres bil privat, siger Mogens Knudsen, der er operativ leder ved færdselspolitiet, til DR Nyheder.

Hænger på regningen

En omregistrering af bilen skal ske indenfor tre uger fra den dag bilen er blevet købt. Hvis det ikke sker, så kører den nye ejer principielt gratis i bilen. Det vil nemlig altid være den registrerede part, der hæfter for regningerne.

- Vi har set tilfælde af, at en bande køber en bil privat, undgår at omregistrere den og så lader den gå på skift. Så er det en ældre dame i Hvidovre, der hæfter for de bøder de forskellige personer pådrager bilen, siger Mogens Knudsen.

Og der er ikke noget at gøre, når først regningerne begynder at rulle ind.

Flere private parkeringsselskaber er fx helt ligeglade med, om du har solgt din bil, hvis du stadig står som ejer. Ifølge loven er det også den registrerede part, der står for skud.

Pil pladerne af eller omregistrer

Den operative leder har derfor ét godt råd til de private bilsælgere.

- Hvis man sælger sin bil privat, så skal man selv pille nummerpladerne af og aflevere dem til skat. Og så skal bilen nyregistreres af den nye ejer, siger Mogens Knudsen.

Hos brancheforeningen FDM får man også mange henvendelser fra bilejere, der har fået en bøde for en bil, der ikke længere er deres. De råder dog bilsælgere til at sikre sig digitalt, når bilnøglerne skal skifte hænder.

- Man skal lave ejerskifte af bilen inden den nye ejer kører fra handlen. Man kan gå på det Digitale Motorregister på Skats hjemmeside og ejerskifte bilen med det samme. Så skal køberen bare have sit Nemid med ved handlen, siger advokat ved FDM, Casper Schad.