Private børnepassere hitter efter kommuner har lukket dagplejere

Der er ikke samme krav til private børnepassere som til kommunale dagplejere, og det bekymrer eksperter.

I stedet for at vælge vuggestuen eller et kommunalt dagplejetilbud vælger flere forældre at få deres børn passet hos en privat børnepasser.

Det sker blandt andet fordi, at man i flere kommuner har skåret ned på den kommunale dagpleje.

Cirka 9.000 børn bliver i dag passet hos en privat børnepasser. For fem år siden var det omkring 6.300 børn.

Det viser en rundspørge, som DR Nyheder har lavet til landets 98 kommuner, hvor 90 kommuner har svaret.

En privat børnepasser er typisk en person, der ligesom en dagplejer passer børn i sit eget hjem, og i flere tilfælde er børnepasserne tidligere kommunalt ansatte dagplejere.

- Efter 12 år i den kommunale dagpleje blev jeg fyret, siger Helle Kristensen, der er privat børnepasser i Hjørring Kommune.

Helle Kristensen blev fyret, fordi kommunalpolitikerne valgte at lukke alle dagplejere uden for de større byer. I stedet har man bygget vuggestuer.

Vibeke Pedersen og Marianne Larsen afleverer deres børn her i den private pasningsordning lidt nord for Hjørring. (© dr)

Men det er ikke alle forældre, der er interesserede i det, lyder det fra forældrene hjemme hos Helle Kristensen. Og efter dagplejelukninger i landdistrikterne er der for langt til de kommunale dagplejere, lyder det:

- Der er jo ikke nogen kommunale dagplejere tilbage herude. Så er der vuggestuen, men jeg er ikke så glad for så mange børn i den alder, siger Marianne Larsen, der hver dag afleverer sin to-årige søn William hos Helle Kristensen.

Ikke samme krav til kvalitet

Men selv om Helle Kristensen har mange kunder i butikken - og selv om forældrene er glade, så bekymrer det flere eksperter, at så mange børn i dag bliver passet i private pasningsordninger.

For kommunerne fører ikke de samme tilsyn, som de gør hos den kommunale dagplejer.

- Der er ikke de samme krav til tilsyn i forhold til børnenes læring i de private pasningsordninger, som der er i den kommunale dagpleje, siger Signe Bohm, der er områdechef i Danmarks evalueringsinstitut, Eva, som løbende evaluerer dagtilbud.

- Man risikerer at overse private ordninger, hvor kvaliteten ikke er i orden, medgiver Ole Henrik Hansen, der igennem flere år har forsket i dagtilbud ved Aarhus Universitet.

- Du risikerer, at dit barn kommer til at sidde og kigge for meget, lave for lidt, arbejde for lidt, lære for lidt og komme for lidt ud i verden, fortsætter han.

Helle Kristensen har fem børn indskrevet her i sin private pasningsordning. (© dr)

I Hjørring erkender udvalgsformanden, at der ikke er samme tilsyn med de private passere. Men umiddelbart ser han ikke noget problem i det, siger han.

- Jeg tror ikke, at at de private passere har mulighed for at eksistere, hvis forældrene ikke er glade for tilbuddet. Selvfølgelig er der en udfordring i forhold til, at der kommer flere til, så vi skal måske til at lave nogle andre tilsyn fremadrettet, siger Casper Maarup Andersen (K).

Men har I ikke lukket for mange dagplejere, når de bare blomstrer op som private pasningsordninger?

- Der, hvor vi har lukket kommunale dagplejere ned, er der kommet flere private passere. Men det er dog ikke i forholdet en til en. I alt har vi stadig 90 færre dagplejere og private børnepassere end for fem år siden.

Ministeren vil se på kvaliteten

På Aarhus Universitet efterlyser Ole Henrik Hansen, at politikerne på Christiansborg griber ind.

- Det er et politisk ansvar. Christiansborg er nødt til at tage stilling, siger han.

Og det er faktisk et emne, som man i børne- og socialministeriet allerede har fokus på, lyder det fra børne- og socialminister, Mai Mercado (K).

- I det dagtilbudsudspil, vi kommer med senere på foråret, kommer vi både til at kigge på kvalitet og tilsynsdelen, siger hun.

Hjemme i Helle Kristensens stue forstår man ikke bekymringen. Men Helle Kristensen har ikke noget imod, hvis kommunen skal lave flere tilsyn.

- De skal overhovedet ikke være bekymret, for vi følger de samme regler, som da vi var kommunale, siger Helle Kristensen selv.

Hos forældrene fylder de manglende krav ikke det store. De er trygge ved at have deres børn hos Helle Kristensen, fortæller de.

- Jeg er tryg i den forstand, at jeg afleverer et barn, der gerne vil være her, og jeg henter et barn, der ikke altid vil med hjem igen, siger Marianne Larsen og griner.

Ved siden af hende nikker en af de andre forældre.

- Det er overhovedet ikke noget, vi bekymrer os om. Vores børn er glade for at være her, siger Vibeke Pedersen, der er mor til to-årige Maricka.