Private efterforskede Emilie Meng-sagen: Overvågede og aflyttede 67-årig om natten

En 67-årig mand fra Korsør har anmeldt en beboer på vejen for at aflytte og overvåge ham.

En privat efterforskning af Emilie Meng-sagen, som nu er blevet meldt til politiet, var både omfattende og systematisk, bekræfter flere kilder over for DR Nyheder. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

En privat efterforskning af Emilie Meng-sagen, som nu er blevet meldt til politiet, var både omfattende og systematisk.

Det bekræfter flere kilder over for DR Nyheder.

Det er den 67-årige mand Finn Petersen fra Korsør, der via sin advokat fredag har anmeldt en borger på vejen for at have aflyttet ham og herefter kontaktet politiet.

Samtidig har en gruppe af private borgere blandt andet om natten fulgt med i Finn Pedersers gøren og laden i hans private hjem i Korsør. Blandt andet har gruppen observeret, at Finn Petersen en sen nat var ude at køre, hvilket de fandt mistænkeligt.

Ifølge DR Nyheders oplysninger kontaktede borgeren politiet første gang tilbage i august, fordi vedkommende hørte bankelyde i nærheden af Finn Petersens hus.

- Hun påstår jo, at hun kan tale med en person, som hun mener er i et kælderrum under min ejendom. Hun fortæller jo også, at hun kan få personen til at fortælle sit personnummer. Det er dybt, dybt grænseoverskridende, siger Finn Petersen til dr.dk.

Borger politianmeldt

Siden har borgeren, der nu er politianmeldt, løbende ført logbog over lydene og optaget lydfiler blandt andet med hjælp fra en person, der har forsøgt at rense lyden.

Flere kilder siger til DR, at borgeren, der har aflyttet Finn Petersen, mener at have hørt Emilie Meng sige sit personnummer og navnet på sin lillebror fra et sted ved Finn Petersens hus.

DR Nyheder har forgæves forsøgt at kontakte nogle af de personer, der skulle stå bag den private efterforskning af Finn Petersen.

Ifølge DR Nyheders oplysninger har en række forskellige personer, også tæt på Emilie Meng, været forbi borgeren for at høre lydfilerne.

Flere kilder fortæller til DR Nyheder, at den gruppe, der har arbejdet med at optage lydfiler, også har tilknyttet en privat ekspert i kidnapning samt advokater.

I en pressemeddelelse slog politiet i onsdags fast, at man ikke længere havde grundlag for mistanken mod personerne på de ransagede adresser:

- Det er politiets klare opfattelse, at der ikke længere er grundlag for at opretholde mistanken mod beboerne, lød det fra politiinspektør Kim Kliver.

Den 18-årige Emilie Meng fra Korsør har været forsvundet siden 10. juli, hvor hun forsvandt efter en bytur i Slagelse med to veninder. Veninderne tog en taxa fra Korsør Station, mens Emilie Meng sagde, at hun ville gå de få kilometer til forældrenes hjem.

Facebook
Twitter