Private efterforskere overtager politiarbejde

Et flertal af private efterforskere oplyser, at kunder kommer til dem, når politiet mangler ressourcer.

At dokumentere uden at blive opdaget er en vigtig del af de private efterforskeres metode. (Foto: Dr © dr)

Et firma har stærk mistanke om, at en medarbejder stjæler fra lageret.

Kunst og dyre biler er forsvundet fra en konkursramt virksomhed.

Og en mand vil gerne have undersøgt, hvem der gemmer sig bag den datingprofil, der har frasvindlet ham et stort pengebeløb.

Det lyder som opgaver, politiet burde tage sig af. Men i stigende grad lander sager som disse hos sikkerhedsfirmaer og detektivbureauer.

Blandet branche

DR har undersøgt markedet for private efterforskere i Danmark.

I øjeblikket findes der omkring 18 aktive firmaer, der tilbyder privat efterforskning.

Branchen er en blanding af traditionelle detektivbureauer og nyere sikkerhedsvirksomheder.

10 af de 18 firmaer har i løbet af det seneste år modtaget flere efterforskningsopgaver end tidligere. Det oplyser de til DR i en rundspørge.

Private firmaer træder til

At private efterforskere i højere grad løser politiopgaver, konkluderer også Trine Vendius, ph.d. i jura fra Københavns Universitet.

I en ny forskningsrapport for Politihistorisk Forening har hun undersøgt detektivbranchen.

- Der er sket en stigning i private efterforskningsfirmaer, som tilbyder at træde ind der, hvor de kan konstatere, at politiet ikke gør noget, siger hun.

Kunder har været forbi politiet

I DR’s rundspørge svarer 12 ud af de 18 firmaer, at de oplever, at kunder kommer til dem, fordi politiet mangler ressourcer til at se på deres sag.

Et af firmaerne er UIP Consult, som er stiftet af Uffe Bodeholdt. Han har en baggrund som revisor, men har i 15 år drevet detektivvirksomheden.

- Kunderne siger, at de har henvendt sig til politiet, og der sker ikke rigtigt noget. Og så prøver de os. Og hvis vi så tror, at vi kan løfte opgaven, så gør vi det naturligvis, siger han.

Fra betjent til detektiv

Det er ikke kun politiopgaver, der rykker over på det private marked. Flere politibetjente flytter også med, forklarer Trine Vendius.

Det gælder ikke kun pensionerede politifolk. Det gælder også aktive politifolk, som ikke føler, at de udnytter deres kompetencer fuldt ud i det job, de har, siger hun.

I DR’s rundspørge oplyser 15 ud af de 18 firmaer, at de har folk ansat med en fortid fra politiet eller forsvaret.

Jan Jarlbæk er en af dem. Han har været en del af politiets rejsehold og arbejdet med at opklare økonomisk kriminalitet hos Europol.

For seks år siden skiftede han til den private sikkerhedsbranche og er i dag efterforskningsleder hos firmaet, AS Solution.

- Vi har vores kernekompetencer i den tunge ende af efterforskningsskalaen. Det vil sige berigelseskriminalitet, industrispionage og kopivarer, siger Jan Jarlbæk.

Men er det ikke politiets opgave?

- Man kan altid diskutere, om det er politiets opgave. Det, man må forholde sig til, er, hvad politiet har ressourcer til, siger han.

Privatdetektiver i hele landet

Nogle af detektivbureauerne har været i branchen i mere end 20 år. Men siden 2012 er der kommet mindst syv nye bureauer til, viser DR’s rundspørge. Firmaerne ligger i dag spredt ud i landet.

En af de nye spillere på markedet er Jacob Scharf, der fra 2007 til 2013 var chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET).

I 2015 stiftede han sikkerhedsfirmaet Certa, der blandt andet tilbyder privat efterforskning.

- Vi gennemfører undersøgelser for virksomheder, hvis de har en mistanke om, at der foregår noget i virksomheden eller uden for virksomheden, som kan være strafbart, siger han.

Jakob Scharfs firma ligger med udsigt over Københavns havn. Udover privat efterforskning rådgiver firmaet også om sikkerhed. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Politiforbund: Vi må bortprioritere

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Rigspolitiet om udviklingen inden for privat efterforskning.

Men hos Politiforbundet, der repræsenterer landet politifolk, overrasker det ikke, at private efterforskere i højere grad tager sig af sager, som burde ligge på politiets bord.

- Der er nogle opgaver - traditionelle politiopgaver, som vi desværre må bortprioritere. Derfor kan jeg godt forstå den her udvikling, og den overrasker mig ikke, siger Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt.

Selvom der er opgaver, politiet ikke kan løfte, tager Claus Oxfeldt klar afstand fra, at private efterforskere træder til:

- Det er jo et fuldstændigt ureguleret marked i forhold til private efterforskning. Så jeg synes virkelig, at det er rigtig skidt og noget, som man politisk er nødt til seriøst at forholde sig til.

Er det ikke godt, at borgerne har en anden mulighed, når de nu ikke kan regne med politiets hjælp?

- Der er rigtig mange dårlige ting ved det her. Det er vigtigt for mig at sende et klart signal om, at det eneste rigtige er at bruge politiet til noget sådant. Vi lever i et retssamfund. Vi lever ikke i et samfund, hvor det er den, der har flest penge, der har mulighed for at tilkøbe sig nogle efterforskningsmuligheder.

Skyldes din skepsis ikke bare, at du prøver at passe på dine egne folk?

- Nej, den skyldes, at jeg ønsker at passe på borgerne.

Du kan se mere om markedet for privat efterforskning i 21 Søndag kl. 21.00 på DR1. Og 21.15 kan du her på dr.dk chatte med privat efterforsker Ulla Vang Christensen om hendes arbejde og detektivbranchen.

I billedgalleriet her kan du se eksempler på, hvilke metoder de private efterforskere benytter.

  • En af de private efterforskeres metode er at observere. Nogle gange med kikkert, så de har lettere ved at skygge.
  • Private efterforskere må lige som almindelige borgere ikke gå ind på privat grund. Men de må for eksempel godt lede efter udsmidt dokumenter i en skraldespand, hvis den står på ude på fortorvet.
  • Private efterforskere er langt fra altid på farten. Meget af tiden bruger de foran computeren. Nogle af dem arbejder for virksomheder med at undersøge, om nogen har hacket sig ind i deres systemer.
  • At fotografere og på den måde fotografere er også en hyppigt brugt metode. Det kan for eksempel være at dokumentere, at en lastbilchauffør sælger noget af lasten, inden han er fremme ved den rigtige modtager af det godt, han kører med.
  • Private efterforskere bruger også sociale medier til at researche på de folk, de efterforsker.
  • At placere GPS'er på den bil, der tilhører den person, man skal overvåge eller efterforske, er også en metode, som flere private efterforskere benytter. Metoden er ikke altid lovlig, da den samler data ind på personer, uden at de ved det. Og det kan - afhængigt af situationen - stride mod persondataloven.
1 / 6
Facebook
Twitter