Privathospitaler tjener mange penge

De private sygehuses indtjening sætter ny rekord. Et bevis på, at taksterne har været alt for høje, mener Danske Regioner.

De største private sygehuse har næsten fordoblet deres fortjeneste. (Foto: DR © DR)

Danskerne strømmer på privathospital som aldrig før, og skatteborgerne betaler.

Det kan aflæses direkte i de private sygehuses indtjening, der sætter ny rekord, skriver Politiken.

Regnskaber fra en række af de største private sygehuse viser, at de næsten har fordoblet deres fortjeneste på to år til i 2008 at være 673 millioner kroner.

Rigsrevisionen skrev i juni, at Sundhedsministeriet, under Lars Løkke Rasmussens ledelse, ikke fastsatte taksterne på privathospitalerne under skyldig hensyntagen til økonomien.

For Regionerne er udviklingen i privathospitalernes fortjeneste et bevis på, at de private i årevis er blevet overbetalt.

- Priserne har simpelthen været alt for høje. Især inden for standardoperationer af øjne, knæ, ryg og indsnævringer af mavesække på overvægtige, siger direktør i Danske Regioner, Per Okkels.

Facebook
Twitter