Professor bakker op om regeringen: God idé at droppe skolefester og studieture

Ud fra et forsigtighedsprincip er det fornuftigt at aflyse sociale arrangementer, mener professor.

- Man kan ikke sætte lighedstegn mellem undervisning og sociale begivenheder, siger professor. (Foto: © Grafik: Michael Dorbec)

Drop skolefesterne og studieturen.

Sådan lød det i går fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), som gik ud med en løftet pegefinger til skoler og institutioner om at droppe sociale arrangementer uden for skoletiden.

- Der bør således ikke holdes sociale arrangementer eller arrangementer i forbindelse med skoledagen eller uden for almindelig skoletid for eksempel klassefester og fælles morgenmad, lyder det i brevet fra ministeren, der desuden er underskrevet af en række skole-, elev- og lærerorganisationer.

Ifølge Christian Wejse, der er epidemiolog og afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital, er det ud fra et "forsigtighedsprincip" en fin idé at sløjfe de festlige indslag.

- Risikoen for at blive smittet er større ved sociale begivenheder, og derfor giver det også mening at begrænse dem i den situation, vi har nu, hvor vi har virkelig mange smitsomme personer i Danmark. Derfor kan jeg godt se idéen i at begrænse de sociale sammenkomster, siger han.

Undervisning og lejrskole er ikke det samme

Siden sommerferien sluttede, har coronasmitten på ny sat tænderne i det danske samfund, hvor især de unge har stået for mange smittetilfælde.

Ifølge Christian Wejse kan aflysningen af sociale arrangementer netop være et værktøj til at undgå de samme tilstande, som man så i foråret.

- Det er et tiltag, som skal ses i lyset af de meget høje smittetal, vi har lige nu. Det kan forhåbentlig medvirke til, at det bringes ned, og vi undgår skolenedlukninger som tidligere i år.

Men hvad er problemet, når børnene og gymnasieeleverne jo alligevel går op og ned ad hinanden hver dag?

- Ved sådan noget som lejrskoler og fester er den sociale kontakt bare større, og vi har set eksempler på, at der er virkelig, virkelig mange, der kan blive smittet i forbindelse med sådan en begivenhed.

- Man kan ikke sætte lighedstegn mellem undervisning og sociale begivenheder. Det er ikke det samme, siger Christian Wejse.

Brev skabte forvirring

Da brevet i går blev sendt ud til landets skoler og institutioner, opstod der hurtigt forvirring. Blandt andet hos Dansk Idrætsforbund, der kort tid efter fik henvendelser fra bekymrede forældre.

Forvirringen gik på, om træningerne rundt om i sportsforeningerne også skulle aflyses.

- Det er meget vigtigt for os at understrege, at selve idrætslivet med træning og kamp fortsætter som hidtil, sagde DIF's direktør, Morten Mølholm, i en pressemeddelse i går.

Morten Mølholm er direktør i DIF. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

Det fik efterfølgende ministeren i P1 Morgen til at gøre det helt klart, at børnenes fodboldtræning ikke var påvirket:

- Når vi taler om fritidstilbud i den skrivelse, som vi har sendt ud, så taler vi om eksempelvis SFO’er og klubber. Det vil sige de sociale arrangementer, som knytter sig til skolen. Det gælder ikke for idrætslivet, lød det fra Pernille Rosenkrantz-Theil i morges.